Dansk golfspiller misser sensationssejr i Skotland

Joachim B. Hansen førte undervejs på sidstedagen af Scottish Open, men sluttede på en delt tredjeplads.

Dansk golfspiller misser sensationssejr i Skotland

Den danske golfspiller Joachim B. Hansen var søndag tæt på en sensationssejr ved European Tour-turneringen Scottish Open i Inverness.

Danskeren sluttede blot to slag efter sydafrikanske Branden Grace og den amerikanske stjerne Phil Mickelson. Amerikaneren vandt den efterfølgende playoff-dyst og dermed turneringen.

Joachim B. Hansen spillede en sidste runde, han formentlig aldrig glemmer. Danskeren lå nummer to inden finalerunden, men det gik helt galt på dagens andet hul.

Her skulle Joachim B. Hansen bruge ni slag på et par-5-hul. Han dumpede ned på 11.-pladsen, men så gik danskeren birdie-amok.

På de næste otte huller leverede han utrolige syv birdier, og Joachim B. Hansen førte endda turneringen i løbet af søndagen takket være det flotte comeback.

Desværre sluttede Joachim B. Hansen af med bogey på både hul 17 og 18. Han blev til sidst noteret for en runde i 71 slag, et slag under par på et meget kulørt scorekort. Samlet sluttede Joachim B. Hansen 15 slag under par.

Morten Ørum Madsen sluttede som delt nummer 24, og Søren Kjeldsen blev delt nummer 31, mens Thorbjørn Olesen kun blev nummer 67 af 69 finaledeltagere.

Scottish Open fungerer som generalprøve til major-turneringen British Open, der begynder på torsdag. Her repræsenterer Olesen og Thomas Bjørn Danmark.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.