Dansk golfspiller storspiller en uge efter tvillingbrors triumf

Nicolai Højgaard har lagt sig alene på førstepladsen i Italian Open efter blandt andet en fantastisk eagle.

Nicolai Højgaard har lavet to eagles på 16. hul ved Italian Open. (Arkivfoto)

Nicolai Højgaard har lavet to eagles på 16. hul ved Italian Open. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:For seks dage siden triumferede 20-årige Rasmus Højgaard i golfturneringen Omega European Masters i Schweiz.

Og nu er hans tvillingbror, Nicolai Højgaard, i gang med at følge flot op på sejren i en turnering, der ligesom Omega Masters er en del af European Tour.

Ved Italian Open har danskeren lagt sig alene på førstepladsen med en samlet score på 13 slag under par efter en fremragende tredje runde i 6 slag under par.

Runden indeholdt blandt andet en vild eagle på 16. hul.

- Jeg er virkelig glad. Overordnet spillede jeg ret godt, siger Nicolai Højgaard ifølge V Sport Golf.

Højgaard-tvillingerne kan blive det første brødrepar, der vinder to turneringer lige efter hinanden på European Tour.

- At se Rasmus vinde er en stor motivation. Jeg forsøger bare at følge i hans fodspor, og forhåbentligt gør jeg det i morgen, siger Nicolai Højgaard.

Sydafrikanske Daniel van Tonder og englænderen Tommy Fleetwood var begge oppe at snuse til Højgaards førsteplads, men de sidste huller drillede, og de ligger nu begge et slag efter danskeren.

På lørdagens runde startede Nicolai Højgaard meget stabilt ud med fire birdies og nul bogeys på de første 15 huller, inden han ramte 16. hul, der er et par fire hul.

Her lavede Højgaard torsdag en eagle i første runde, og det kunststykke gentog han på flotteste vis lørdag.

Højgaards drive slog endda ned på kanten af greenen og trillede mod hullet, men manglede akkurat den sidste fart og præcision for at blive til en hole-in-one.

Han havde også en meget god mulighed for at følge op med en birdie på 18. hul, men kiksede sit put.

Rasmus Højgaard er den eneste anden dansker, der klarede cuttet i Italian Open. Han ligger på en delt 32.-plads efter en lørdag i tre slag under par, hvilket også er hans samlede score.

Rasmus Højgaard har lavet tre turneringssejre på European Tour. Nicolai Højgaard har endnu sin første sejr til gode.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.