Dansk golftalent får blød start i Australien

Nicolai Højgaard gik banen rundt i par og ligger delt nummer 43 efter førstedagen af turnering i Australien.

Nicolai Højgaard ses her under Made in Denmark 2018. (Arkivfoto)

Nicolai Højgaard ses her under Made in Denmark 2018. (Arkivfoto)

GOLD COAST: Det danske golftalent Nicolai Højgaard fandt birdievejen, men var ikke fejlfri på første runde af European Tour-turneringen Australian PGA Championship.

Efter fire birdies, to bogeys og en dobbeltbogey gik han første runde i par. Dermed ligger han placeret på en delt 43.-plads. Han er fem slag efter turneringens to førende spillere, australierne Lucas Herbert og Brett Rankin.

Turneringen er ikke specielt stærk besat. Australieren Adam Scott er med sin 18.-plads på verdensranglisten turneringens bedst rangerede spiller og en af tre spillere i top-100. Langt størstedelen af feltet er australiere.

18-årige Nicolai Højgaard er eneste danske deltager i Gold Coast.

Han er tvilling til Rasmus Højgaard, der tidligere i december brillerede ved at vinde European Tour-turneringen Afrasia Bank Mauritius Open. Nicolai Højgaards bedste resultat er en andenplads ved KLM Open i september.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.