Dansk Greenpeace-aktivist skal 60 dage bag tremmer

En dansk kvinde skal sidde to måneder i russisk fængsel for Greenpeace-aktion i Det Arktiske Ocean.

Udland 26. september 2013 19:55 - Opdateret 26. september 2013 19:56

Dansk Greenpeace-aktivist skal 60 dage bag tremmer

En kvindelig dansk miljøaktivist, Anne Mie Roer Jensen, som var om bord på Greenpeace-skibet Arctic Sunrise, er torsdag af en russisk domstol varetægtsfængslet i op til to måneder.

Den 26-årige kvinde var tredjestyrmand på Arctic Sunrise, som var sejlet til Det Arktiske Ocean for at udføre en protestaktion mod russiske olieboringer.

Aktivisterne blev for en uge siden pågrebet af den russiske kystvagt, men forinden havde nogle af dem bordet en borerig.

- Jeg er dybt, dybt rystet, siger Greenpeaces arktisansvarlige Jon Burgwald.

- Det er en vild overreaktion fra de russiske myndigheder. Vi har foretaget en fredelig protest mod nogle dybt risikable olieboringer, og så prøver man at sammenstille det med pirateri, fordi man er bange for kritik af det, som det statsejede olieselskab Gazprom har gang i.

Anne Mie Roer Jensen læser til skibsfører på Marstal Navigationsskole. Hun forsvarede aktionen stående i et bur i retten i Murmansk.

Den 26-årige dansker er varetægtsfængslet i op til to måneder med henblik på at undersøge, om der skal rejses tiltale for pirateri.

- Hun skal sidde i et russisk fængsel, men vi ved ikke i hvilket og under hvilke vilkår, hun kommer til at sidde. Det er noget af det, vi arbejder intenst på at finde ud af, siger Jon Burgwald.

Straffen for pirateri kan give helt op til 15 års fængsel.

Torsdag aften har retten i Murmansk afsagt kendelser over 13 af de 30 Greenpeace-aktivister fra Arctic Sunrise. Langt de fleste af dem skal 60 dage i varetægt, andre har fået tre dage.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, sagde ellers onsdag, at han ikke anså aktivisterne for pirater.

- Det er absolut klart, at de selvfølgelig ikke er pirater, sagde Putin.

Greenpeace i Danmark har fredag morgen planlagt en demonstration foran Ruslands ambassade i København.

- I morgen mødes vi foran den russiske ambassade i en stille protest over, at det her ikke er i orden, siger Jon Burgwald.

Greenpeace har ikke haft mulighed for at tale med Anne Mie Roer Jensen i Murmansk, hvor høringen fandt sted.

- De eneste, der har fået lov at tale med hende, er Udenrigsministeriet og vores advokat. Og vores advokat har haft meget begrænset adgang til at tale med hende, siger Burgwald.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...