Dansk grisefilm i Oscar-kapløb

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

HENNING MORITZEN spiller hospitalspatienten i den Oscar-nominerede kortfilm, "Grisen".

Den danske kortfilm "Grisen" er blandt de fem nominerede, som kan vinde en Oscar inden for denne genre. "Grisen" er instrueret af Dorte W. Høgh og baseret på en novelle af den norske forfatter Lars Saabye Christensen. I filmens hovedrolle ses 80-årige Henning Moritzen. Han spiller en ældre mand, der indlægges på hospitalet. Her fascineres han af et billede, som viser en smilende gris, og det sætter den usædvanlige handling i gang. I andre roller ses Jesper Asholt, Trine Pallesen og Farshad Kholgi. Dorte Høgh er en meget benyttet manuskriptforfatter inden for dansk film og tv. Hun har bl.a. skrevet manus til instruktøren Per Flys film "Arven" og "Drabet", mens "Grisen er hendes første opgave som instruktør. Selv om hun vidste, at filmen var blevet "shortlistet" til en særlig liste over kandidater til at blive nomineret, kom nyheden fuldstændigt bag på hende. - Jeg havde netop lukket bogen med Lars Saabye Christensens novelle, da jeg blev spurgt, om jeg ikke havde snart havde lyst til at instruere en film. Min første tanke var: "Hvis jeg nogen sinde skal instruere noget, skal det være den her historie". For Dorte Høgh handler historien om den problematik, der også udløste hele striden om Muhammed-tegningerne. - Før den gamle mand skal opereres, allierer han sig med et billede af en glad gris, der hænger på en væg på hospitalsstuen. Den bliver en slags skytsengel for ham. Men morgenen efter operationen er billedet væk, og det skyldes, at en indvandrer, som var kommet ind på stuen, ville have det fjernet. Herefter udvikler det sig til en konflikt om retten til at have en gris hængende på væggen, og for mig er det et meget fint indslag i debatten. Og det bliver nærmest genialt i betragtning, at forfatteren skrev novellen, flere år før Muhammed-tegningerne blev offentliggjort, fortæller Dorte W. Høgh.Hun er 39 år, datter af Bent og Anne Fabricius-Bjerre og driver sit eget selskab, Karisma Film. - Lige nu har jeg ikke flere planer om at instruere. Men hvis jeg fornemmer, at det kan blive en lige så fin oplevelse, som det har været denne gang, hvor jeg arbejdede sammen med et hold af garvede og inspirerende kræfter, vil jeg da ikke udelukke det. "Grisen" er produceret af M&M Productions, som fem gange tidligere har fået en kortfilm nomineret i det fine selskab. To gange har det resulteret i en Oscar: I 1999 for "Valgaften" og fire år senere for "Der er en yndig mand".