Tyrkiet

Dansk handel med tyrkiske feriehuse sat på vågeblus

Krise har kølnet interessen for fast ejendom i Tyrkiet

Ejendomsmægler Elna Bech vurderer, at det især er folk, der ikke er bekendt med Tyrkiet, der lader sig skræmme fra atsætte sparepengene i fast ejendom i Tyrkiet.

Ejendomsmægler Elna Bech vurderer, at det især er folk, der ikke er bekendt med Tyrkiet, der lader sig skræmme fra atsætte sparepengene i fast ejendom i Tyrkiet.

NORDJYLLAND:For sælgere af ferieboliger med Tyrkiet som speciale, er sagen om Muhammed-tegningerne et bevis på, at en ulykke sjældent kommer alene. I forvejen har salget af tyrkiske ferieboliger til solhungrende danskere ligget underdrejet på grund af interne politiske forviklinger i Tyrkiet. Efter vedtagelse af lovgivning, der giver europæere ret til at købe tyrkisk ejendom, var der udsigt til en snarlig genåbning af markedet. - For Danmarks vedkommende skal der dog først laves en undtagelsesbestemmelse, fordi vi i kraft af den danske sommerhusregel ikke giver tyrkere samme adgang, men det er blot et spørgsmål om kort tid, før det er på plads. Og så dukkede den her sag desværre op, siger statsautoriseret Elna Bech, indehaver af firmaet Udlandsboliger i Lønstrup. Ligesom resten af Danmark betragtede hun længe den sag som den berømte "storm i et glas vand". - Men da man i Mellemøsten begyndte at afbrænde ambassader og Dannebrog blev jeg klar over alvoren. Det her bomber jo i hvert fald danskernes indstilling til Tyrkiet noget tilbage i tiden, siger Elna Bech, der betegner den kendsgerning som rigtig ærgerlig. Ikke mindst i lyset af, at Tyrkiet i virkeligheden bliver mere og mere demokratisk for hvert år, der går. Ifølge Elna Bech er det især folk uden kendskab til de sidste, der fravælger en tyrkisk adresse som fast feriemål. Svært for nye kunder - Dem, der kender Tyrkiet godt, ved, at landet er et både pragmatisk og demokratisk land, så de lader sig ikke skræmme af det skete. Men nye kunder har måske svært ved at skelne, om de voldsomme demonstrationer har fundet sted i Irak, Iran, Palæstina eller Tyrkiet. Folk i den gruppe er blevet lidt bekymrede over situationen, siger Elna Beck. Det har resulteret i en afventende holdning i forhold til Tyrkiet, hvor Elna Bech og andre danske mæglere med betingede handeler ellers har forsøgt at holde markedet i gang, indtil det tyrkiske regelsæt er endeligt på plads. Salg udeblev Også Thorkild Kristensen Ferieboliger A/S, der i øjeblikket opfører 80 feriehuse i Tyrkiet, har mærket en tydelig effekt af krisen efter Muhammed-tegningerne. - De første 47 boliger blev solgt uden problemer, men køberinteressen var kølnet betydeligt, da vi for 14 dage siden gennemførte en lille annoncekampagne i landsdækkende aviser for at sælge de sidste 33. Faktisk solgte vi ikke en eneste, siger selskabets direktør Ole Andersen, der dog er fortrøstningsfuld med hensyn til at få solgt de sidste også. - Og vi har intet hastværk. De pågældende huse er ikke bygget endnu, siger han. Hvad situationen i Tyrkiet angår, vurderer Elna Bech, at situationen vil normalisere sig i løbet af nogle måneder. - Når vi er kommet hen på den anden side af sommerferien vil der være faldet ro over tingene - med mindre, der sker noget ekstremt i Tyrkiet eller et andet sted, som på ny ændrer situationen, siger hun.