Nordjysk hold får en plads i Le Mans

Efter to år på reservelisten har det danske High Class Racing-hold fået en plads i 24-timers-løbet Le Mans.

Ritzau
Pressefoto
Motorsport 16. april 2019 14:56 - Opdateret 16. april 2019 15:04

MOTORSPORT: Når Le Mans begynder den 15. juni, bliver det med et dansk hold på startlisten.

Holdet High Class Racing, der har hjemme i Vodskov, er efter to år på reservelisten blevet indlemmet i det fine selskab i den klasse, der hedder LMP2 - niveauet under de hurtigste biler.

Det skriver High Class Racing i en pressemeddelelse, og Le Mans bekræfter samme nyhed i et opslag på Twitter.

High Class Racing var egentlig også på reservelisten til 2019-udgaven af løbet, men Le Mans valgte at udvide klassen med to hold. Foruden High Class Racing får United Motorsport derfor en plads i løbet.

Den danske manager for High Class Racing, Peter Utoft, har svært ved at få armene ned over nyheden.

- Det er naturligvis kæmpestort endelig at nå målet, siger Peter Utoft i pressemeddelelsen.

- Vi har kæmpet for det her gennem rigtig lang tid nu, og at man så vælger at udvide klassen, betyder endnu mere. Det fortæller os, at man har villet have os med. Man bygger simpelthen ekstra garager, så vi kan være der.

Anders Fjordbach og Dennis Andersen bliver to af de tre kørere, der skal sidde bag rettet for High Class Racing. Den tredje kører er endnu ikke fundet.

- Det er lidt uvirkeligt. Nu har vi gået i et vakuum i noget tid og håbet uden sikkerhed for noget som helst.

- Og fordi tiden har været så fremskreden, var vi nok begyndt at indstille os på, at det heller ikke blev i år. Og selv om vi fik et lille hint i sidste weekends løb på Paul Ricard, kom det stadig som en kæmpe overraskelse, siger Anders Fjordbach.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...