Dansk honningproduktion trues

Trues af stop for forsknming og rådgivning

ÅRHUS:Dansk honningproduktion er i farezonen, hvis regeringens forslag til finanslov vedtages. Det mener Danmarks Biavlerforeningen, der skarpt kritiserer regeringens forslag om at sløjfe alle bevillinger til forskning, rådgivning og projekter i biavl. - Situationen for de danske biavlere er meget alvorlig, såfremt man gennemfører de foreslåede besparelser, siger foreningens formand Verner Schou, der peger på, at selve eksistensen for en af de mindste produktionsgrene i dansk landbrug er på spil. Regeringens finanslovsforslag rammer dansk biavl på flere områder, bl.a. ved at de 600.000 kroner, der årligt gives til at støtte honningproduktion, skæres væk. Pengene har været brugt til projekter om sikring af honningens kvalitet, forsøg samt information og rådgivning. Også konsulentstøtten forsvinder, og samtidig med bortfaldet af portostøtte til fagblade, vil finanslovsforslaget i alt koste Biavlerforeningen omkring 1,3 millioner kroner. Samtidig bliver forskning i biavl på Danmarks JordbrugsForskning skåret helt væk. - Biavlere ejer typisk små bedrifter, og de kan ikke finansiere forskning, udvikling og rådgivning alene, og det får konsekvenser, for behovet for at følge med på lovgivningsområdet er blevet meget stort, siger Verner Schou. Danmarks Biavlerforening har omkring 3750 medlemmer, hvoraf blot de 100 har biavl som deres egentlige erhverv, mens resten har biavl som sidebeskæftigelse. Antallet af biavlere er siden 1970erne blevet halveret, men en kampagne har det sidste år vendt udviklingen, så der er kommet nye biavlere til. /ritzau/