Dansk Industri: Handelskrigen er afværget - for nu

Onsdag blev USA og EU enige om rammerne for den fremtidige handelsaftale mellem parterne.

Resultatet af onsdagens møde mellem USA og EU er godt nyt for Danmark og de danske virksomheder, mener Dansk Industri. Foto: Joshua Roberts/Reuters

Resultatet af onsdagens møde mellem USA og EU er godt nyt for Danmark og de danske virksomheder, mener Dansk Industri. Foto: Joshua Roberts/Reuters

Onsdag var en god dag for Danmark og de danske virksomheder.

Her blev den amerikanske præsident, Donald Trump, og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, nemlig enige om rammerne for en fremtidig handelsaftale mellem USA og EU.

Og det er godt nyt, mener Peter Tagesen, underdirektør i Dansk Industri.

- EU-toppen var på en vanskelig mission. Formålet med missionen var at få afværget den handelskrig, som har været i sin vorden i flere uger. Det lykkedes, og det er positivt for Danmark og det danske erhvervsliv, siger han.

Det er dog kun i første omgang, at en handelskrig er blevet afværget, for parterne er ikke blevet enige om konkrete tiltag.

De er blot blevet enige om at sætte sig ned og forhandle om nogle af handelsproblemerne, der eksisterer.

- Men det er da også et godt skridt på vejen, mener Tagesen.

Det er småt med detaljer om aftalen efter mødet, der onsdag fandt sted i Det Hvide Hus.

Juncker sagde efter mødet, at Trump har indvilget i ikke at øge tolden på biler og autodele, som USA importerer fra Europa.

Derudover vil man "revurdere" de eksisterende toldsatser på stål og aluminium, som Trump annoncerede i marts.

Ifølge Tagesen ligger djævlen i detaljen, og han frygter, at forhandlingerne ikke kommer til at gå så let, som Trump forventer.

Derfor kan det ikke udelukkes, at der opstår en situation, hvor tingene igen bevæger sig i den forkerte retning, siger han.

- Vi skal også huske på, at det ikke er mere end en uge siden, at Donald Trump karakteriserede EU som USA's fjende, når det kom til handel.

- Men indtil videre må vi glæde os over, at parterne er blevet enige om at sætte sig ned og snakke om de her ting frem for at indføre barrierer, siger Tagesen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.