Dansk ishockey har brug for en ny NHL-bølge

De unge danskere har svært ved at bide sig fast i NHL, hvor den første, store danskerbølge er ved at aftage.

Jonas Røndbjerg (liggende) har været i aktion i flere testkampe for Vegas Golden Knights i optakten til denne sæson. Den 22-årige dansker venter stadig på sin officielle NHL-debut.

Jonas Røndbjerg (liggende) har været i aktion i flere testkampe for Vegas Golden Knights i optakten til denne sæson. Den 22-årige dansker venter stadig på sin officielle NHL-debut.

NEW YORK: Når NHL natten til onsdag tager hul på den nye sæson, bliver det for første gang i 15 år uden Frans Nielsen som del af forsamlingen af verdens bedste ishockeyspillere.

Med Nielsens afsked efter 949 kampe er det efterhånden småt med etablerede danske NHL-profiler. I de senere år har rutinerede navne som Mikkel Bødker, Jannik Hansen og Peter Regin også sagt farvel til ligaen.

Og det kniber med at finde afløserne for den NHL-generation, som netop Frans Nielsen var bannerfører for.

Siden Oliver Bjorkstrand og Nikolaj Ehlers dukkede op i sæsonen 2015/16, er det ikke lykkedes nye danske navne at bide sig fast.

En lille håndfuld har fået sporadisk spilletid, men uden at tilkæmpe sig noget, der ligner en stamplads.

- Det har vist sig at være svært for nogle af dem, som vi havde regnet med. Der er en række spillere, som vi forventede ville have slået igennem tidligere, siger Olaf Eller, der er U20-landstræner og talentchef i Danmarks Ishockey Union.

Før denne sæson er der kun fire danskere på en såkaldt envejskontrakt, der signalerer, at de er en fast del af et NHL-hold.

Ud over Ehlers og Bjorkstrand er det Lars Eller og Frederik Andersen. Det er de sidste overlevende fra den bølge af danskere, der kom til Nordamerika i Frans Nielsens kølvand.

Efter at Ehlers brød igennem, er syv danskere blevet udvalgt i NHL's årlige talentdraft. Kun en af dem - Joachim Blichfeld - har foreløbig fået en smule spilletid i ligaen.

Flere af de øvrige befinder sig i dag i den danske liga eller den næstbedste række i Sverige meget langt fra NHL's glimmer, glamour og millionlønninger.

- Det handler ikke kun om talent. Ofte er det et spørgsmål om robusthed, når modgangen melder sig. Måske har de bare ikke været dygtige nok, når det kom til stykket. Ikke haft redskaber nok i værktøjskassen, mener Olaf Eller.

Han peger dog på, at der stadig findes masser af talent i dansk ishockey. Et eksempel er den unge målmand Mads Søgaard, der er tilknyttet Ottawa Senators og meget vel kan være forreste dansker i køen til NHL-spilletid.

Der er også stadig håb om, at Jonas Røndbjerg kan tage et skridt op og kæmpe sig til istid hos Vegas Golden Knights.

Den 22-årige forward er et af de senere års mest lysende danske ishockeytalenter, men har været noget uheldig med skader og modgang.

- Røndbjerg havde jeg store forventninger til. Og jeg tror stadigvæk, at han kan nå det. Der sidder et helt unikt ishockeyhoved på ham, siger Eller.

Talentchefen ser også tegn på, at der i disse år er spændende typer på vej på de yngste landshold.

Derfor håber han, at den lille NHL-dvale kun er midlertidig. Det betyder nemlig meget, at der fortsat er et jævn strøm af spillere, der får opfyldt drømmen om NHL.

- Det er jo et billede på, hvor dygtige spillere vi uddanner. Og det er vigtigt for de næste at se, at der er nogle, der lykkes, så det ikke bliver "mission impossible" at nå til tops, påpeger Olaf Eller.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden