Dansk islamist sigtes for terrorstøtte

KØBENHAVN:- Vi har brug for flere mujahediner de steder, hvor der kæmpes mod de vantro. Hvis du er bange, så send din kone i stedet for. Udtalelsen stammer fra en tale af Abu Musab al-Zarqawi, Al-Qaedas formodede leder i Irak. Og den optræder på en cd, som er udgivet af forlaget Al Nur Islamic Information, ejet af den dansk-marokkanske fundamentalist Said Mansour. Han har aldrig lagt skjult på sin sympati for den hellige krig mod de vantro. Torsdag blev han anholdt i sit hjem i Brønshøj og sigtet for at opfordre til Jihad, hellig krig. Han sigtes for at have overtrådt straffelovens paragraf 114b ved at opildne til terror, en sigtelse, der har en strafferamme på seks års fængsel. Fredag ventes han at blive fremstillet i et grundlovsforhør i København. Årsagen er, at han ved at udbrede cd'er, dvd'er og film ifølge sigtelsen skulle animere interesserede muslimer til at melde sig til den hellige krig. Det er ikke første gang, de danske myndigheder forsøger at få dømt Mansour for at støtte terror. I 2003 prøvede Politiets Efterretningstjeneste også at knytte ham til islamisk terror, men det endte blot med, at han blev dømt for ulovlig omgang med hælervarer. Ransagningen var udløst af en episode på en færge til Norge, hvor Mansour omhyggeligt filmede nødudgange og sikkerhedsinstallationer. Hans hjem er talrige gange tidligere blevet gennemsøgt at politiet, der har undersøgt de yderliggående skrifter og dvd'er, manden har solgt til interesserede muslimer i ind- og udland. Materialet kan tolkes som en støtte til al-Qaedas formodede leder i Irak, Abu Musab al-Zarqawi, vurderer politiet. Said Mansour har aldrig lagt skjul på sine sympatier. - Vores religion opfordrer os til terror, men vores terror er en velsignet terror. Der er to slags mennesker i verden. Muslimerne og de vantro. Og vi har været i krig med hinanden siden korstogenes tid. Det er Vesten, der har erklæret krig mod islam, har han sagt. Said Mansour har længe været i de europæiske sikkerhedstjenesters søgelys. Blandt andet gik der ikke lang tid fra terrorangrebene mod USA 11. september 2001 til, at Mansour - der betegnede angrebene som "en godartet form for terrorisme" - blev opsøgt i sit hjem i Brønshøj af PET-betjente. Årsagen var, at razziaer i Madrid havde afsløret, at Mansour var i kontakt med den formodede al-Qaeda-leder i Spanien, syreren Imad Eddim Barakat Yarkas. Den nu 45-årige mand kom til Danmark i 1984 for at studere elektronik. Han giftede sig hurtigt med en dansk kvinde og fik senere dansk statsborgerskab. Politiets Efterretningstjeneste, PET, ønskede torsdag ikke at kommentere den ny sag mod islamisten fra Brønshøj./ritzau/