Dansk jul som rocker

Juleklassikere og lidt nyt tolket af 12 danske bands - ganske julesprødt! Coverforside

Juleklassikere og lidt nyt tolket af 12 danske bands - ganske julesprødt! Coverforside

Er du træt af at høre Elvis, Dean Martin, Frank Sinatra, og hvad de nu alle sammen hedder, croone sig gennem de amerikanske julesange, kunne du jo smide pengene efter dette julealbum med 12 sange begået af dansk rocks nyere navne. Vi åbner med Figurines, som i et spøjst nissehoppende beat tolker "All I Want For Christimas Is You" og sådan går det slag i slag mens en række solister og bands giver hver deres bud på julepsykedelisk pop. Falluh messer "Carol of The Bells", mens Teitur slipper både godt og sprødt inderligt fra at tolke John Lennon-klassikeren "Happy X-mas (War Is Over)", og The Blue Van stilsikkert trykker rockpedalen godt i bund på Slade-klassikeren "Merry X-mas Everybody". Peter Sommer er med - på dansk forstås og Kissaway Trail synger naturligvis "Last Christmas" , mens Jacob Bellens giver den med julehulkende stemme i "You're Nobody Till Somebody Loves You". Producer og sangskriver Nikolaj Nørlund har stået for og produceret løjerne og medvirker selv på en enkelt nyskreven sang "En helt fantastisk jul" med pigebandet Giana Factory lidt i stil med Jesper Fårekylling i Disneys årligt tilbagevendende tegnefilmsjuleshow. Skal det være sprødt og knasende uden at blive for klistret, anbefaler vi dansk jul som rocker. Og så går en del af indtægterne fra salget til Julemærkefondens arbejde. Det er da julefedt! Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "Fra Danske Hjerter - et julealbum" Diverse artister. A:larm Music.