Håndbold

Dansk kanonskytte døjer med sygdom dagen før EM-premiere

Anne Cecilie la Cour må springe over torsdagens træning, men forventes klar til første EM-kamp.

Anne Cecilie la Cour deltog onsdag i træningen i Nantes, men er efterfølgende blevet syg og kan ikke være med i torsdagens EM-forberedelser.

Anne Cecilie la Cour deltog onsdag i træningen i Nantes, men er efterfølgende blevet syg og kan ikke være med i torsdagens EM-forberedelser.

NANTES:Det danske kvindelandshold i håndbold er fri for skader og er rejst til EM i Frankrig i stærkeste opstilling.

Men landstræner Klavs Bruun Jørgensen har alligevel ikke alle spillere til rådighed til den afsluttende træning forud for fredagens åbningskamp mod Sverige.

Højrebacken Anne Cecilie la Cour er nemlig blevet syg og må blive på sit hotelværelse hele torsdagen. Staben omkring holdet forventer dog, at hun kan nå at blive frisk til mødet med svenskerne fredag aften.

- Alle spillere er fit for fight lige med undtagelse af Anne Cecilie la Cour, som har pådraget sig en lille smule sygdom.

- Vi er ret sikre på, at hun er klar til at spille kampen i morgen (fredag, red.), så på den led er der ikke nogen problemer, siger landstræneren.

Af samme grund er bagspilleren med det hårde venstrehåndsskud efter planen med i den trup på 16 spillere, som den danske delegation skal indsende til Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) inden fredag klokken ni.

Klavs Bruun Jørgensen har taget 17 spillere med til Frankrig, men har besluttet, at den unge fløjspiller Mathilde Hylleberg i første omgang må tage plads på tribunen.

/ritzau/