Dansk katastrofehjælp på vej til Serbien

Beredskabsstyrelsen sender 26 redningsfolk til Serbien, for at hjælpe med de massive vandmasser.

Mindst 44 personer har mistet livet som følge af de massive vandmasser, der har ramt Balkan. Tusindvis er blevet evakueret, og hundredtusinder af hjem er uden elektricitet.

Derfor sender Danmark nu katastrofehjælp til Serbien.

I alt bliver 26 redningsfolk, 12 køretøjer og to vandpumper sendt til de oversvømmelsesramte områder mandag aften. Det skriver Beredskabsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Beredskabsstyrelsen har søgt Forsvarsministeriet om penge til at sende pumperne af sted.

- Når en naturkatastrofe af denne størrelse rammer, er vi naturligvis klar til at rykke ud og bidrage med vores ekspertise, siger forsvarsminister Nicolai Wammen (S) og fortsætter:

- Det er afgørende, at det internationale samfund støtter op om indsatsen, og jeg er glad for, at samarbejdet omkring katastrofehjælp viser sig stærkt og effektivt i en så alvorlig situation som den i Serbien.

De udsendte pumper kan hver lænse over 1,6 millioner liter vand i timen, og er af den slags som blev sat ind i Danmark, efter at stormen Bodil ramte i december sidste år.

Ud over hjælpen til Serbien sender Danmark også en ekspert til Bosnien med et kombineret EU- og FN-hold, der skal skabe kontakt til de lokale beredskaber og skabe et overblik over situationen.

I alt har 14 EU-medlemslande budt ind med hjælp til Serbien og Bosnien, som anmodede EU om hjælp i sidste uge via EU's center for koordination af katastrofehjælp, ERCC.

Men det er ikke kun EU, der er klar til at hjælpe. Søndag sendte Rusland to russiske fly med mad, generatorer og redningsbåde til Balkan.

Ifølge de baltiske myndigheder, kommer oversvømmelserne til at have enorme økonomiske konsekvenser. Vandmasserne er ødelæggende for landbrugssektoren, som er essentiel for både Serbiens og Bosniens økonomi.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst