EMNER

Dansk landbrug med ny stemme

AALBORG:Efter sammensmeltningen af landbo- og husmandsforeningerne fik de danske landmænd fredag et nyt ugeblad med navnet Landbrugsavisen. Det samarbejde, som for ganske få år siden var utænkeligt mellem de større og de mindre og små landmænd, resulterer nu i, at de hidtidige blade Landbrugsmagasinet (fra husmændene) og Landsbladet (fra landboforeningerne) udgiver det fælles blad Landbrugsavisen. Navneskiftet er nødvendigt for at understrege, at hele dansk landbrug er samlet i én organisation, skriver bladets chefredaktør Henrik Lisberg i bladets første leder. I bladets udgivelsesgrundlag hedder det, at bladet anskuer verden fra landmandens synsvinklel, men uden at være ukritisk eller ensidig. Troværdighed er et nøgleord, hedder det. /ritzau/