Dansk landsholdsspiller skifter klub i Belgien

Nicklas Pedersen skifter til Gent fra Mechelen, der skriver, at danskeren var klar til at gå rettens vej.

Dansk landsholdsspiller skifter klub i Belgien

Den danske landsholdsspiller Nicklas Pedersen står foran et skifte fra Mechelen til en anden belgisk klub, Gent.

Det skriver Mechelen på sin hjemmeside, hvor klubbens formand Johan Timmermans samtidig fortæller, at danskeren var klar til at tage hårde midler i brug for at komme væk fra klubben.

- Vi havde en ny kontrakt klar, men Nicklas sagde, at han ønskede at skifte til Gent, om nødvendigt ville han gå rettens vej. Så vi stod med en spiller, der virkelig ønskede at forlade klubben, og vi ønskede ingen ballade, siger Timmermans.

Mechelen kan dog trøste sig med, at salget af Pedersen bliver det største i klubbens nyere historie.

- I hans kontrakt stod et minimumsbeløb på 1,5 millioner euro (cirka 11 millioner kroner), men vores krav var højere. Uden at gå i detaljer: Gent afgav et tilbud, der var væsentligt højere end 1,5 millioner euro, siger formanden.

Nicklas Pedersen lavede i den forgangne sæson 12 mål i 25 kampe for den belgiske midterklub.

Endnu mangler lægetjekket, inden han skriver under på kontrakten med sin nye klub, der gennem årene har haft flere danske spillere tilknyttet. Det drejer sig blandt andre om Søren Busk, Anders Møller Christensen og Jesper Jørgensen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.