Dansk lastbilchauffør dræbt i Sverige

Udenrigsministeriet bekræfter nu, at der er tale om en dansk lastbilchauffør, der er dræbt i Sverige.

17. juni 2012 21:57 - Opdateret 17. juni 2012 21:58

Dansk lastbilchauffør dræbt i Sverige

Det er en dansk lastbilchauffør, der er fundet dræbt på en rasteplads i Sverige.

- Udenrigsministeriet har fået oplyst fra svensk politi, at en dansk statsborger er fundet dræbt i Sverige. De pårørende er underrettet, oplyser den vagthavende i ministeriet søndag aften.

Den 53-årige mand blev søndag morgen fundet død i sin lastbil, der holdt på rastepladsen Hallandsåsen ved Båstad.

Politiets undersøgelser viste i løbet af dagen, at manden er blevet dræbt.

Det var en politipatrulje, der fik mistanke til lastbilen, der så forladt ud.

Svensk politi har indtil nu været tilbageholdende med at oplyse yderligere om drabet.

- Vi kan ikke gå i detaljer med den tekniske undersøgelse. Hvilken type vold, der er tale om, vil jeg ikke i øjeblikket komme ind på, siger talsmanden for politiet i Skåne, Nils Norling til hd.se.

- Vi kommer ikke til at sige mere i dag, men måske i morgen, tilføjer vagtchefen på Skånepolitiets kommunikationscentral.

Ifølge eb.dk var manden medlem af den svenske rockergruppe Outlaws MC og har været efterlyst på Facebook siden fredag. Manden var til daglig bosat i Sverige.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...