Udland

Dansk major undgår mine: Tre FN-soldater såret i Mali

Siden 2013 er 35 fredsbevarende soldater blevet dræbt i Mali, som er det farligste sted for FN-soldater.

En dansk generalmajor undgik en landmine, mens tre FN-soldater torsdag blev såret, da en konvoj på en fredsbevarende mission i Mali kørte over en mine i den urolige, nordlige del af landet.

Det siger militærkilder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den danske generalmajor for Minusma-missionen, Michael Lollesgaard, og en anden person undslap "døden torsdag i Timbuktu-regionen, da miner på deres konvojs rute sårede tre soldater fra Burkina Faso", lyder det fra en kilde.

Politikommissær Abdounasir Awale og Lollesgaard var på besøg, da et køretøj i deres konvoj ramte en landmine mellem byerne Dire og Ber, bekræfter en anden Minusma-kilde i Timbuktu.

Kilden tilføjer, at det er "meget sandsynligt", at minerne var blevet placeret, kort før konvojen ankom, med henblik på at ramme de to ledere.

Få timer før var ruten blevet kontrolleret for vejsidebomber og andet.

Danmark bidrager til FN's fredsbevarende mission i Mali, Minusma.

Ifølge Udenrigsministeriet var 13 danskere i marts udstationeret hos Minusma.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.