Dansk maratonløber kollapser efter målstregen i Rio

Danske Abdi Ulad kollapsede, da han krydsede målstregen efter maratonløbet i Rio. Han blev nummer 35.

Det endte højst dramatisk, da den danske maratonløber Abdi Ulad søndag var i aktion ved herrernes maratonløb ved OL i Rio.

Danskeren blev nummer 35 i tiden 2 timer, 17 minutter og 6 sekunder, men den fine placering blev umiddelbart overskygget af, at danskeren måtte bæres fra målstregen, hvor han kollapsede umiddelbart efter at have gennemført det opslidende løb.

Det er endnu uvist, hvad status er med den danske maratonløber.

Det var den kenyanske forhåndsfavorit Eliud Kipchoge, der tog guldet i maratonløbet med en tid på 2 timer, 8 minutter og 44 sekunder.

Etiopiske Feyisa Lilesa og amerikanske Galen Rupp tager sølv og bronze.

Løbet begyndte relativt langsomt, men cirka halvvejs begyndte de forreste løbere for alvor at skrue tempoet op. Det var også her, at den danske maratonløber Abdi Ulad så småt begyndte at miste kontakten til favoritterne.

Efter 35 kilometer lå danskeren på en 32.-plads.

Med ti kilometer tilbage satte favoritten Eliud Kipchoge et hæsblæsende tempo, og efter 36 kilometers løb rystede kenyaneren de sidste konkurrenter af sig.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.