Danmark

Dansk matematikprofessor får 30 millioner

Den matematiske verdensstjerne Lars Hesselholt modtager 30 millioner til københavnsk forskning.

Dansk matematikprofessor får 30 millioner

Lars Hesselholt, verdenskendt dansk professor i matematik ved det japanske universitet i Nagoya, har modtaget 30 millioner kroner fra Danmarks Grundforskningsfond til at indlede forskning i København.

Hesselholt, der også er tilknyttet Institut for Matematiske fag på Københavns Universitet som gæsteprofessor, er ekspert i topologi og aritmetik, hvor han udforsker symmetrier, deformationer og tallenes mysterier med geometriske metoder.

Han arbejder blandt andet på en bog om såkaldte algebraiske K-teorier med Ib Madsen, som ligeledes er professor ved Københavns Universitet. Og ifølge Ib Madsen får tilknytningen af Hesselholt stor betydning for universitetet.

- Inden for topologien har den danske forskning været langt fremme i 40 år, men på det aritmetiske område har vi været decideret svage. Bevillingen giver mulighed for at løfte forskningen på området betragteligt, fortæller Ib Madsen.

Pengene er en del af grundforskningsfondens Niels Bohr Professor-program. Formålet er, at stimulere det danske forskermiljø med internationale stjerneprofessorer og få dem tilknyttet danske universiteter enten som gæsteprofessorer eller fastansatte.

Hesselholt bliver i første omgang tilknyttet i fem år, og Ib Madsen regner med, at Hesselholt kan trække andre talenter med sig.

- Det er vigtigt, at danske forskere kommer ud og skaber netværk og bliver klogere. Men det er også vigtigt, at de bringer viden hjem til den danske forskning, siger Ib Madsen.

Lars Hesselholt studerede matematik og fysik på Aarhus Universitet, hvorfra han fik sin kandidatgrad i 1992 og Ph.d. i 1994. Han var fra 2006 til 2009 professor på det anerkendte universitet MIT i USA.

I 2009 blev har professor på universitetet i Nagoya som den første udenlandske matematiker, der er blevet fastansat på et japansk universitet.

/ritzau/