Løvvangen

Dansk mester har fået fin start

{ AALBORG: Den nykårede, danske mester i bowling for kvinder, Hjørring-pigen Anja Ginge Jensen, fra Sisu i Rødovre, har fået en fin start i den internationale turnering BAI 2006, som løber hen over hele ugen i Løvvang Bowling Center i Nørresundby. Efter at 73 spillere har været igennem en eller to indledende runder, er hun næstbedst med en score på 1361 over seks serier. Heri er 48 tillægspoint, som alle kvindelige deltagere får, da mænd og kvinder spiller i samme række. Med et snit pr. serie på 227 kan hun allerede nu regne med at være blandt de 42, som går videre, når sidste, indledende serie er spillet lørdag aften. 110 spillere har endnu ikke været på banerne, og alle har mulighed for at købe sig til ekstra indgange, men erfaringsmæssigt står man godt, når man kan score 225 i snit. Bedst er indtil videre australieren Jason Belmonte med en score på 1384 eller 231 i snit. Der spilles om næsten en halv million kr., og der er en ekstrapræmie på 7.500 kr. til den, som er bedst i kvalifikationsrunderne. Den danske mester på herresiden, Mikael Brændeskov fra Cimbrer Aalborg, er foreløbig 13.-bedst med 1262, eller 210 i snit, så han må på banen igen og søge at forbedre sin score, hvis han vil med i finalefeltet på søndag. mingo