Nyt nederlag til Christinna Pedersen

Efter exit i damedouble røg nordjyden også ud af mixeddoublen ved Indonesia Open

Mathias Christiansen og Christinna Pedersen tabte i Indonesien med 21-14, 13-21, 7-21 til det indonesiske par Hafiz Faisal og Gloria Emanuelle Widjaja. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Mathias Christiansen og Christinna Pedersen tabte i Indonesien med 21-14, 13-21, 7-21 til det indonesiske par Hafiz Faisal og Gloria Emanuelle Widjaja. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix

BADMINTON:Mathias Christiansen og aalborgensiske Christinna Pedersen er ude af badmintonturneringen Indonesia Open.

I anden runde tabte den sjetteseedede danske mixeddouble 21-14, 13-21, 7-21 til det indonesiske par Hafiz Faisal og Gloria Emanuelle Widjaja.

Christiansen og Pedersen kom ellers godt fra start ved at vinde første sæt, der startede som en tæt affære indtil stillingen 9-8 i dansk favør.

Herefter trak danskerdoublen fra med fem point på stribe, og det kom det indonesiske hjemmebanepar aldrig tilbage fra.

Andet sæt gik til Faisal og Widjaja, efter at de satte en god slutspurt ind, og i tredje sæt satte indoneserne danskerne til vægs - blandt andet på baggrund af syv point på stribe.

Også singlespilleren Line Kjærsfeldt er ude af niveau 2-turneringen. Hun røg ud til førsteseedede Tai Tzu-ying fra Taiwan.

Tai Tzu-ying gik videre til kvartfinalen med cifrene 21-15, 21-8.

Onsdag røg Christinna Pedersen ud af damedoublen sammen med sin faste makker Kamilla Rytter Juhl.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden