Mixeddouble to sejre fra triumf

Christinna Pedersen og Mathias Christiansen er i overbevisende stil klar til semifinalerne i Korea Open

Christinna Pedersen og Mathias Christiansen vandt fredagens kvartfinale i to sæt. Foto: Ed Jones/Ritzau Scanpix

Christinna Pedersen og Mathias Christiansen vandt fredagens kvartfinale i to sæt. Foto: Ed Jones/Ritzau Scanpix

BADMINTON:Danmarks bedste mixeddouble i badminton bestående af Mathias Christiansen og aalborgensiske Christinna Pedersen er i overbevisende stil klar til semifinalerne i Korea Open.

I kvartfinalen tidligt fredag dansk tid besejrede de Lee Yang og Hsu Ya-Ching fra Kinesisk Taipei med cifrene 21-15, 21-14.

De andenseedede danskere kom bagud 4-5, men tog derefter otte point på stribe og kørte første sæt sikkert hjem.

I andet sæt lignede det en afgørelse, da danskerne fra føring på 10-8 bragte sig på både 13-8 og 16-9. Modstanderne kæmpede sig op til 14-16, men derfra tog danskerne fem point i træk og vandt kampen efter 38 minutter.

I lørdagens semifinale skal de op mod sydkoreanerne Seo Seung-Jae og Chae Yujung, der ligeledes i sikker stil vandt deres kvartfinale i to sæt over det syvendeseedede par fra Japan, Yuta Watanabe og Arisa Higashino.

Christiansen og Pedersen er de eneste tilbageværende danskere i Korea Open, der rangerer som en Super 500-turnering.

De står med fine muligheder for at stryge helt til tops, efter de topseedede kinesere, Zheng Siwei og Huang Yaqiong, i første runde måtte opgive at fuldføre kampen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.