Dansk motorsport i chok efter tragisk dødsfald

Sportschefen i Dansk Automobil Sports Union, Bo Baltzer Nielsen, er rystet over Allan Simonsens dødsulykke.

Dansk motorsport i chok efter tragisk dødsfald

Den danske racerkører Allan Simonsens tragiske dødsulykke under årets 24-timers-løb i Le Mans ryster Dansk Automobil Sports Union (Dasu).

Unionens sportschef, Bo Baltzer Nielsen, som kommenterer løbet for Eurosport, siger:

- Jeg er i chok, jeg er dybt rystet. Det er jeg sikker på, at alle, der har fulgt med, er - specielt os i Dasu.

- Vi har haft så meget medgang i år, men så sker det her, og så kan alt det andet være lige meget, siger Bo Baltzer Nielsen.

Allan Simonsen kørte kort efter løbsstarten klokken 15 lørdag galt i sin Aston Martin, som ramte barrieren hårdt, og han døde efterfølgende af sine kvæstelser.

- Der var en grim fornemmelse, men så fik vi en besked på, at han var ved bevidsthed og havde talt med redningsfolkene.

- Så troede vi, at det umiddelbart ikke var det værst tænkelige. Men da han blev båret ud af bilen og lagt på en båre, frygtede jeg det værste.

- Man regner med, at kørerne altid går væk fra disse ulykker, fordi vi så ofte ser sådan noget, hvor kørerne efterfølgende er uskadte. Man glemmer, hvordan motorsport også kan være.

- Det er en højrisiko sport, når det kommer til stykket. Jeg kan ikke huske, at det er sket for en dansker på dette høje niveau før, siger Bo Baltzer Nielsen, der har kendt Allan Simonsen i mange år:

- Han har i en årrække været af en Danmarks bedste racerkørere. Han blev en international anerkendt racerkører, som kørte løb i hele verden, England, USA, Australien og så videre.

- To gange kom han på podiet i Le Mans i sin klasse, og Allan vandt også det australske GT-mesterskab. Han er et par gange blevet kåret til Englands bedste GT-kører af fagfolkene derovre.

- Jeg vil huske ham som en ualmindelig sympatisk og beskeden fyr, der på trods af sin succes altid var til at tale med, siger Bo Baltzer Nielsen.

Allan Simonsen stillede op for det rent danske hold i en Aston Martin i amatørklassen LM GTE Am.

I startområdet stod holdkammeraterne Christoffer Nygaard og Kristian Poulsen og fulgte begivenheden på tv-skærme otte minutter efter starten uden at vide, hvor slemt det stod til med Allan Simonsen.

Uheldet betød, at samtlige deltagere i Le Mans måtte lette på gaspedalen, mens en safetycar kom på banen, så området, hvor Allan Simonsen forulykkede, kunne blive sikret.

Allan Simonsen blev 34 år.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst