Dansk nederlag i nitrit-sag

BRUXELLES:Danmark, Holland og Belgien står i morgen til at blive stemt ned af de øvrige EU-lande i spørgsmålet om, hvor meget nitrit og nitrat der må tilsættes kødvarer. Stofferne, som også kaldes madsminke, bruges som konserveringsmidler, men de har fået særlig dansk bevågenhed, fordi de kan omdannes til kræftfremkaldende nitrosaminer. Og selv om Danmark i første omgang vandt en domstolssag i 2003, er EU-Kommissionen tilbage med et nyt forslag, som heller ikke falder i dansk smag. I betragtning af det forestående nederlag lægger familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K) allerede op til et nyt retsligt slagsmål. - Det er min hensigt at få gennemført en grundig juridisk vurdering af situationen, og hvis der juridisk er grundlag for det, er det min hensigt at fastlægge danske særregler, siger han. Danmark vandt ifølge en diplomat en lille sejr i opløbet til fredagens afstemning på ministerrådsmødet i Luxembourg. Grundlaget for kontrol med madsminke handler nu om at måle den tilsatte mængde madsminke, ikke hvad stofferne senere omdanner sig til. Men det nytter mindre, når de øvrige EU-lande så blot vedtager nye regler. /ritzau/