Dansk nordmand bliver ny læge på Læsø

NORDJYLLAND:Louise Härtel forlader Norge til fordel for et job som praktiserende læge på Læsø. ¿ Jeg har været en tur rundt på hele Læsø og synes, at det virker som et rigtigt fint sted at bo. Det er ikke mindst øens natur, der fik mig til at søge stillingen, forklarer hun. På Læsø er der jubel, efter at øen i cirka tre år kun har haft én læge. ¿ Selv om vi har haft vikarer fra fastlandet i ferier og weekender, giver det da en helt anden tryghed, nu hvor vi atter får to fastboende læger på øen. Tænk sig, hvis den ene læge, vi i øjeblikket har, pludselig blev syg. Så ville vi være ilde stedt, siger viceborgmester Lone Christiansen (V). Når det ikke tidligere er lykkedes at skaffe en læge til den ledige praksis på øen, er det fordi, ingen har turdet løbe den økonomiske risiko, som er forbundet med at investere i en praksis i så lille et samfund. Derfor besluttede Region Nordjylland og Læsø Kommune i samarbejde med de praktiserende lægers organisation til sidst at opslå stillingen, så lægerne på øen lejer bygninger og inventar. Desuden er både klinikkens sekretær og sygeplejerske ansat af kommunen. En meget utraditionel løsning, men åbenbart det, der skulle til. Der kom ikke færre end seks ansøgninger, og valget faldt altså på 42-årige Louise Härtel, der har arbejdet som læge i Norge i 12 år. Louise Härtel er oprindelig københavner, men har boet både i Grønland og på Færøerne foruden ved foden af de norske fjelde. Hun er tilknyttet en lægeklinik i den lille by Åndalsnes, som er "hovedstaden" i en kommune med godt 7000 indbyggere. ¿ Louise Härtel tiltræder som læge på Læsø 1. september. I første omgang flytter hun dertil alene. Men når det lykkes manden at finde et job ¿ han er socialpædagog ¿ følger han efter. Indtil der atter bliver to fastboende læger på Læsø, fortsætter den forholdsvis dyre vikarordning. Praktiserende læger fra fastlandet har de seneste par år nærmest stået i kø for at vikariere på Læsø, hvor de er blevet honoreret med 30.000 kroner for en weekendvagt, der inkluderer ophold i et luksussommerhus, så lægen kan tage hele familien med.