Dansk økonomi styrtdykker

Nordea, der venter 135.000 arbejdsløse inden for to år

Aalborg Portland er blandt de danske virksomheder, der har været i massefyringer. Arkivfoto: Torben Hansen

Aalborg Portland er blandt de danske virksomheder, der har været i massefyringer. Arkivfoto: Torben Hansen

KØBENHAVN:Dansk økonomi står over for en historisk nedtur. Men samtidig med tiltagene fra politiske beslutningstagere verden over, herunder Danmark, som sænker renterne og søsætter finansielle hjælpepakker på stribe, peger et par vigtige indikatorer på, at kreditkrisen aftager i styrke. Hjælpen virker og den værste panik er væk, men finanskrisen kan endnu ikke afblæses. Det siger chefrådgiver i Nordea Bank, Michael Borre. Han peger på, at aktiemarkedsudviklingen på både kort og mellemlang sigt ligger i politikernes hænder. Således står verdens aktiemarkeder i øjeblikket i det, som ifølge Michael Borre kan betegnes som et perfekt stormvejr. - Selv om alverdens økonomer fuldt ud er klar over den økonomiske situations alvor og dermed kraftigt har nedjusteret deres prognoser, synes de alligevel igen og igen at blive overrasket til det mere negative. Samtidig står investorerne midt i en regnskabssæson, som er kommet ualmindelig skidt fra start, forklarer han om det nuværende uvejr. I den seneste udgave af Økonomisk Perspektiv fra Nordea slår banken fast, at udsigterne for dansk økonomi nærmest er styrtdykket, og ledigheden vil nå op på små fem procent eller 135.000 personer i løbet af næste år. Bankens cheføkonom Helge Pedersen siger, at det nu er definitivt slut med de gode tider på arbejdsmarkedet, og at de nuværende markante fyringsrunder vil fortsætte en tid endnu. - Man skal huske på, at vi havde teknisk recession i fjerde kvartal 2007 og første kvartal 2008. Alligevel skreg virksomhederne efter arbejdskraft. Når man så får en mavepuster og en på kajen på samme tid, så kommer fyringsrunderne. Og det er det vi ser nu, lyder det fra Helge Pedersen. Den nuværende finansielle krise har allerede nået et omfang, der statistisk set kun optræder en gang i hvert århundrede, konkluderer banken. Og for beskæftigelsens vedkommende ser Nordea et fald - især i byggefagene, hvor aktiviteten gennem de seneste år har ligget på et meget højt niveau. - Ud over den rent konjunkturmæssige nedgang i beskæftigelsen vil der også være et behov for et strukturelt skifte fra byggeriet til andre erhvervsgrene, skriver Nordea og peger på de historiske erfaringer på, at en sådan strukturel ændring vil medføre en midlertidig stigning i ledigheden til knap fem procent ved udgangen af 2010 og en aftagende lønvækst, forudser banken./ritzau/