EMNER

Dansk økonomi undgår recession

Økonomer pessimistiske efter minimal vækst i BNP

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Væksten i dansk økonomi er beskeden, og den bliver ikke bedre lige med det samme, spår økonomerne. Foto: Henrik Louis

Det kommer til at kræve et langt sejt træk for dansk økonomi, inden der for alvor kommer gang i væksten. Det siger flere økonomer efter tal fra Danmarks Statistik afslører en beskeden vækst på 0,2 procent i bruttonationalproduktet (BNP) for fjerde kvartal sidste år. Dermed undgår Danmark en ny teknisk recession, som er det stempel den økonomiske tilstand får, når et land har haft negativ vækst i to kvartaler i træk. - Man kunne have frygtet, at tallene så værre ud, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der er professor i økonomi ved Københavns Universitet og overvismand i Det Økonomiske Råd. - Vi skal ikke forvente en periode med stor vækst nu. Den bliver snarere svag og krybende, men det er langt bedre end alternativet, som er tilbagegang, siger han. Der er dog ingen grund til at forvente en større vækst i den kommende tid, mener overvismanden. - Selv om det ser ud til, at faren for statsbankerot i Sydeuropa er formindsket betydeligt, vil næsten alle lande stå med store konsolideringsbehov, hvilket gør, at der vil blive ført en stram finanspolitik for at fastholde tilliden til de offentlige finanser. - Det vil sætte sig som en ikke-imponerende vækst, forklarer han. Samlet set betyder de nye tal, at dansk økonomi i 2011 gik frem med 1,0 procent. Tidligere overvismand Torben M. Andersen er også beskedent begejstret. - Det bekræfter billedet og de prognoser, der har været lagt frem. Frygten for negative væksttal er i hvert fald drevet over, men vi kan ikke forvente, at økonomien kommer til at buldre frem, siger han. Dansk økonomi er afhængig af internationale konjunkturer og udsigterne internationalt peger på, at det vil tage et stykke tid, før der for alvor kommer gang i hjulene. - Det vil også påvirke dansk økonomi, så formentlig skal vi helt hen i slutningen af året, før vi ser bedre tal, siger Torben M. Andersen. Hos den liberale tænketank Cepos glæder man sig over det første fald i det offentlige forbrug siden 1990 på 0,7 procent. Den offentlige beskæftigelse er skåret ned med næsten 12.000 ansatte siden sidste år. Cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen mener, at skred i de offentlige budgetter har været et af dansk økonomis største problemer gennem de seneste 20 år. - Fra 1990 til 2010 voksede det offentlige forbrug cirka 90 milliarder mere end budgetteret. Et sådant scenarie har vi ikke råd til at gentage, siger han./ritzau/