Dansk pokalhelt i Norge vil altid være AaB'er

Christian Flindt Bjerg varmer op til sæsonen i råkoldt Spanien

Fodbold 27. februar 2003 07:00

LA MANGA: Til trods for, at han kun har spillet en enkelt superligakamp for AaB, samt at han i dag er en etableret spiller i udlandet efter fodboldeventyr i Tyskland, Schweiz, Østrig og nu senest Norge, så er han stadig inkarneret AaB'er. - AaB vil altid være min klub. Jeg følger klubbens intenst, og det første jeg klikker ind på Internettet, når der har været kampe i Superligaen, er hvordan det er gået AaB. 29-årige Christian Flindt Bjerg, der er med sin norske klub Odd Grenland på træningslejr i La Manga i Spanien, sad for en gang skyld udenfor denne dag, hvor NORDJYSKE var på besøg. På grønsværen spillede Odd Grenland mod Los Angeles Galaxy. Nordmændene vandt 1-0 og kvalificerede sig dermed til fredag aftens finale mod Rosenborg i årets La Manga Cup. Årsagen til den 29-årige danske midtbanespillers fravær var en halsonde forårsaget af den koldeste februar i 20 år i Spanien. Ellers hører Christian Flindt Bjerg til blandt Odd Grenlands stamspillere. Pladsen i venstre side af midtbanen i en 4-3-3-opstilling har den tidligere AaB'er haft patent på, siden han i vinterpausen 1998/99 kom til den norske topklub i Tippeligaen. Født ind i AaB Som søn af den tidligere storspiller og landsholdspiller, Ove Flindt Bjerg, er Christian Flindt Bjerg bogstavelig talt født ind i AaB. Han blev meldt ind i klubben kort efter fødslen i 1974 og startede på fodboldbanen som miniput. Han tog den klassiske fodboldtur op gennem ungdomsrækkerne, indtil han blot 17 år gammel i november 1991 debuterede på Superligaholdet: - Jeg husker kampen, som blev den spillet i går, fortsætter Christian Flindt Bjerg. Vi spillede 1-1 mod Næstved, og jeg så allerede frem til den kommende sæson i den skønne rød-hvide trøje. Men det blev kun til den ene kamp. - Måneden efter var jeg til prøvetræning i Bundesligaklubben Karlsruher SC, der blandt andet talte stjerner som Thomas Hessler og Oliver Kahn. Jeg må åbenbart havde gjort det rimelig godt, for jeg blev tilbudt en kontrakt, som jeg selvfølgelig straks skrev under. Det blev til to og en halv sæson i det tyske og en sæson i såvel Schweiz som Østrig, inden den nuværende AaB-træner, Poul Erik Andreasen, i 1997 hentede Christian Flindt Bjerg op til Viking Stavanger: Udviklede sig - Begge klubber i Schweiz og Østrig blev senere tvangsnedrykket på grund af økonomisk roderi, men i Viking begyndte der at ske noget - ikke mindst for mig personligt. Jeg var kommet til en storklub og sagde tak for Poul Erik Andreasens tillid ved at højne mit spil så meget, at jeg blev fast mand på holdet. Christian Flindt Bjerg gjorde det faktisk så godt, at han i sin anden sæson i Viking som midtbanespiller blev holdets topscorer med 11 mål. Danskerens spil og mange mål gik selvfølgelig ikke upåagtet hen i de øvrige norske klubber, og i efteråret 1998 kom der et økonomisk fordelagtigt tilbud fra den nyoprykkede Tippeligaklub fra Skien, Odd Grenland: - Jeg ville egentlig gerne være blevet hos Viking og Poul Erik Andreasen, men lønnen skilte os. Poul Erik Andreasen var sur over, at jeg ikke ville fortsætte den udvikling, han havde været stærkt medvirkende til at sætte i gang i Viking. Men i dag taler vi da ganske fornuftigt med hinanden. Jeg mærker intet nag. Christian Flindt Bjerg, der fyldte 29 år for en uge siden, har netop forlænget sin kontrakt med Odd Grenland, således at den nu løber til udgangen af 2005 Pokalhelt - Jeg har det fantastisk godt i Odd Grenland. Det er en frisk klub med en god tone, og klubben er bestemt kommet op i Tippeligaen for at blive. Efter tre sæsoner midt i tabellen skal vi nu gerne lidt højere op. Til trods for den korte tid i Norges bedste fodboldrække har Odd Grenland allerede to gange kvalificeret sig til pokalfinalen. Finalen i 2000 glemmer Christian Flindt Bjerg aldrig: - Det var klubbens første pokalfinale nogensinde. Vi vandt med 2-1 over min gamle klub Viking Stavanger og sejren blev ikke mindre sød af, at jeg stod for sejrsmålet. Ove Flindt Bjerg har i denne uge taget turen fra Østrig til Spanien for at følge sønnen i La Manga Cup, men Christian Flindt Bjerg føler det ikke som et ubehageligt pres at have en far, der er nået rigtig langt i den professionelle fodboldverden: - På en måde har det været et pres at være søn af en kendt spiller, men jeg har aldrig følt et pres fra hans side. Jeg har kun følt det naturligt, at han har interesseret sig for min fodboldkarriere. Min far har aldrig blandet sig på en ubehagelig måde. Noget med sprog Christian Flindt Bjerg, der er bosat i Skien sammen med fru Rikke og parrets to drenge, Niclas på fire år og Daniel på to år, har til trods for sine nu 29 år og en kontrakt, der løber til udgangen af 2005, ingen aktuelle planer om at skifte fodboldlivet ud til fordel for en civil karriere: - Min far fortsatte på absolut topplan til han var omkrig 40 år. Jeg føler, jeg har mange år i mig endnu. Det må ligge i generne. Jeg vil spille så lang tid kroppen kan spille med. Jeg tager gerne et par sæsoner mere i Odd Grenland, hvor vi er faldet fantastisk godt til. Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig. Men der skal et rigtigt godt tilbud på bordet, før vi flytter. Christian Flindt Bjerg afslører dog senere, at han har tænkt lidt på tiden efter fodbolden: - Det skal nok være noget med sprog. Jeg taler i dag selvfølgelig dansk og norsk, men også flydende tysk samt er rimelig god til engelsk, italiensk, fransk og spansk. AaB er klubben Med hensyn til AaB så må spørgsmålet komme om at slutte karrieren i Aalborg: - AaB har aldrig vist nogen interesse. Sådan er det bare. Men det ændrer intet ved min indstilling til klubben. AaB er min klub og det vil den altid være, slutter en forkølet 29-årige midtbanespiller i det spanske, hvor klimaet med varme og sol for en gang skyld holder fridag...

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...