Trafikulykker

Dansk politik - lidt af en gyser

FILM "Kongekabale" Her bliver den sårbare såret, den svage bliver ædt, og den stærkeste er den med færrest skrupler. Det er en politisk spændingsfilm i høj klasse, den her. Den debuterende instruktør Nikolaj Arcel har lavet en ædende ond historie om hårde mennesker i et skrapt og grusomt miljø. Vi er hverken på vej mod Det hvide Hus, i toppen af børs-verdenen eller i selskab med mafiaens gamle bosser. Vi er på Christiansborg. Romanen "Kongekabale" handlede meget åbenlyst om opgøret mellem Hans Engell og Per Stig Møller om magten i Det konservative Folkeparti. Det gør filmen ikke. Den er ikke nær så let at sætte personer og partier på - og det er godt, for det gør den langt farligere. Vi skal ikke lede efter spor for at finde ud af hvem der er hvem, for det er ligegyldigt - dette handler nemlig om politisk liv på et overordnet plan - om forskellen mellem politisk ambition og personligt magtbegær - mellem politisk vilje og evne og så intrigens og magtspillets mørke sider, magtfuldkommenheden, der legitimerer ethvert middel. Hvor langt gælder alle kneb? Hvornår kammer det over? Hvor store menneskelige omkostninger vil vi acceptere på regningen for magten? Den politiske situation er tilspidset ved filmens start. Partiformanden bliver dødeligt kvæstet i en trafikulykke ganske kort før valget. Et valg, der ellers tegnede til at blive hans og hans partis største sejr. Nu ligger han i respirator. Der er to kronprinser - Lone Kjeldsen, den politiske ordfører, og Erik Dreier, gruppeformanden. Hun har flertal i gruppen og partiet. Han er veteranen med det dybe kendskab til alt, hvad der sker på borgen og i partiet. Og han har partiets chef-spindoktor i lommen. Søren Pilmark har rollen som Dreier, filmens mest centrale og kontroversielle rolle - den magtfikserede spiller for hvem alt er tilladt. Og han gør det med en massiv koldfront som maske. Her er sjældent hul igennem til hverken smil, varme eller sympati. Overbevisende - men i den færdige film for meget. Den vindende folkelighed, den brave jovialitet og den politiske frækhed er næsten ikke-eksisterende. Og hvordan kan man så vinde folkets yndest. Spørger man. Men glemmer at tænke på Fogh. Lars Mikkelsen er den sygeligt magre og manisk cigaretrygende spindoktor, hvis liv er det politiske spil. Man tvivler på, at han overhovedet har et hjem. Han lever i skyggen - i korridorernes skyggeliv, i det politiske gedemarkeds udkant, i skyggen af den magtstræber han tjener. Også han bevæger sig på randen af overspil. Nastja Arcel er Lone Kjeldsen, medbejleren - og favoritten - til statsministerposten. En gave til filmen at Connie Hedegaard netop er gået på banen hos virkelighedens konservative, endda med miljøet som hjemmebane og med meget progressive holdninger til netop miljøet som hjelmmærke. Filmens Lone er som kalkeret efter virkelighedens Connie. Her bygges spændingen op. Dreier vil tabe, hvis han spiller rent. Så det gør han ikke. Men Lone er for ren til at tage kampen op med samme midler - ja, endda så renfærdig, at hun først sent erkender, hvad det er, der er gang i. Men filmens akse er den unge journalist, Ulrik Torp, der har fået en appelsin i turbanen: Han er netop startet på prøve som politisk medarbejder for den store avis med plads på Christiansborgredaktionen. Som ung og ny regnes han for let bytte. Som søn af en forhenværende borgerlig justitsminister forventes han at være til at manipulere. Men helt dum er han ikke. Han går kun i fælden med det ene ben, selv om den er dygtigt strikket sammen. Og han bevarer både overblikket og sit personlige krav om integritet, et meget smukt træk i filmens tillid til den presse, der jævnligt udråbes til samfundets eneste garant for, at demokratiet nu også forvaltes forsvarligt. For filmen lader nemlig til slut det hele være op til denne ene mands personlige mod, moral og renfærdighed. Forhåbentlig er virkeligheden ikke helt så grel. Forhåbentlig er virkelighedens chefredaktører mindre sammenspiste med magtens top. Forhåbentlig ser verden lidt mere mangfoldig ud, også på Christiansborg. Men historien tjener filmens formål - og også den oprindelige romans formål: At råbe en advarsel ud: Det er galt det her. Magten er målet, ikke det politiske ideal. Og pressen er så indsyltet i kammerateri og gensidig afhængighed med poltikerne, at det for længst er slut med vagthunderollen. Pressen gør og snerrer ikke. Den logrer og lystrer. Anders W. Berthelsen er den unge journalist - ligesom i "Krøniken". Og han gør det godt. Hans store blå øjne lyser af naivitet og lokker ofret ud, hvor bunden bliver væk under fødderne, når det blå blik pludselig fokuserer og spørgsmålene kommer i korte byger. Der er fremragende nuancer i hans figur - den unge mand, der kommer efter en dominerende far og ikke kan holde sig væk fra faderens slagmark. Som er ved at gå ned på det, men som nægter at se nederlaget i øjnene så længe der er en sandhed, som ikke har fået den placering i medierne, den fortjener. Det er i hans skikkelse, hans nederlag og fejltrin, filmens humor skal findes - for den er der, selv om den ikke dominerer noget. Også i Nicolas Bros ekstravagant idealistiske freelance-journalist, en enlig haj med politisk blod på tanden. Moll hedder han, men han sætter dur på klangfarven, når han slipper sig løs. Det er en film med mange kvaliteter. Godt skåret, spændende og tempofyldt fortalt, men med plads til psykologi og nuancer i portrætterne, til følelser og menneskelige konsekvenser. Den smider en masse problematiske eksempler på bordet foran os. De findes, vi kender dem. Navnene ligger på tungen. Og den stiller sit enkle spørgsmål: Er det rimeligt, at politik skal være sådan? Det gør den så flot, at vi får lyst til at diskutere det med vores politikere. For det er ikke just en optimistisk tone, den kører ud på. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Kongekabale" Danmark, 2004. Instr.: Nikolaj Arcel. En time, 47 min.. Till. f. alle. Danmarkspremiere