Dansk produktion af insekter kan blive kæmpe forretning

Nær Horsens har Carsten Lind Pedersen investeret millioner i Danmarks første industrielle insektfarm.

Virksomheden Enorm Biofactory i Østjylland producerer allerede larver, men planlægger at opskalere produktionen. (Arkivfoto)

Virksomheden Enorm Biofactory i Østjylland producerer allerede larver, men planlægger at opskalere produktionen. (Arkivfoto)

HORSENS:Først satser de på at bruge fluelarver til at lave foder til fisk og grise.

Men på længere sigt er de klar til at levere larver - eller et proteinholdigt produkt fremstillet af dem - til produktion af forskellige fødevarer.

Virksomheden Enorm Biofactory nær Horsens satser stort på insekter og har investeret 30 millioner kroner i etableringen af Danmarks første insektfarm med industrialiseret produktion.

Det skriver Børsen mandag.

I forvejen opdrætter og forarbejder Enorm Biofactory larver. Men produktionen skal altså skrues op.

Et procesanlæg er under opstilling, og alle test af konceptet ventes næste år at være på plads. Derefter skal der investeres 250 millioner kroner i et såkaldt fuldskalaanlæg, der kan lave 100 ton larver hver dag.

Direktør for Enorm Biofactory Carsten Lind Pedersen fortæller til Børsen, at virksomheden nu er klar til at spørge investorer, om de vil være med.

- Vi regner med i 2023 at have en årlig omsætning på omkring 150 millioner kroner med en driftsindtjening på 50 millioner kroner, og det vil da være en ganske god forretning, siger Carsten Lind Pedersen til avisen.

I takt med, at verdens befolkning vokser, stiger behovet for en større fødevareproduktion - herunder især protein, som i mange tilfælde i dag er omkostningstungt at producere.

Protein er netop det, der kan udvindes ved produktion af insekter. Og så er produktion af insekter mere bæredygtig end kødproduktion.

Ifølge seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet er der et stort potentiale for insektproduktion i Danmark.

Men hvis potentialet skal indfris, skal der tænkes stort, forklarer han til Ritzau.

- Det kræver i hvert fald væsentlig mere forskning, udvikling og forsøg. Vi har i dag en række småskalaprojekter, men vi skal op og lave nogle større virksomheder - gøre det i større skala - for at det er rentabelt.

- At den nuværende produktion opskaleres, og produktionen samtidig gøres mindre arbejdskraftkrævende, er væsentlige forudsætninger for, at insektproduktionen bliver en succes herhjemme, siger Henning Otte Hansen og henviser til, at produktionen af larver i dag er "løntung".

En rapport fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet viser ifølge Børsen, at insektproduktionen de kommende år vil vokse med 65 procent årligt i gennemsnit i Danmark.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.