Danske rejsebureauer aflyser rejser til Iran

Flere danske rejsebureauer vælger at aflyse rejser til Iran på grund af Udenrigsministeriets anbefalinger.

Der er store uroligheder i Irak, efter at den iranske militærleder Qasem Soleimani fredag blev dræbt i et USA-ledet angreb i Irak. Nu varsler Iran hævn efter drabet. (Arkivfoto)

Der er store uroligheder i Irak, efter at den iranske militærleder Qasem Soleimani fredag blev dræbt i et USA-ledet angreb i Irak. Nu varsler Iran hævn efter drabet. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:De danske rejsebureauer Stjernegaard Rejser, Viktors Farmor og Risskov Rejser har valgt at aflyse planlagte rejser til Iran.

Det sker, efter at Udenrigsministeriet nu fraråder alle ikke-nødvendige rejser til landet.

Risskov Rejser har valgt at aflyse alle planlagte rejser til Iran i hele 2020 og indstiller salget af rejser til landet, fortæller direktør Anne Lise Dam Larsen.

- Vi havde nogle rejser planlagt - både her i foråret, men også i efteråret - som vi har valgt at aflyse på grund af den nuværende situation, siger hun.

Det er nyt for Risskov Rejser at arrangere rejser til Iran. Det er det til gengæld ikke for rejsebureauet Viktors Farmor, der i over 20 år har arrangeret rejser til Iran.

Men nu aflyser Viktors Farmor foreløbig alle planlagte Iran-rejser til og med marts.

Det oplyser rejsebureauets direktør Esben Gynther.

- Vi vælger at aflyse alle rejser til Iran i marts måned, fordi vi ikke kan stå inde for at sende folk afsted, når Udenrigsministeriet fraråder at rejse dertil.

- Men vi afventer fortsat situationen for at finde ud af, om der er flere rejser i de efterfølgende måneder, der skal aflyses, siger han.

Rejsebureauet har mandag sendt en mail ud til alle, der har købt en rejse til Iran i marts, om at deres rejse er blevet aflyst. Alle penge bliver refunderet til de ramte kunder, understreger Esben Gynther.

Rejsebureauet arbejder nu på at hjælpe de kunder, der kunne være interesseret i en anden rejse.

Også rejsebureauet Stjernegaard Rejser har valgt at aflyse en planlagt afgang i april.

Lige i øjeblikket er rejsebureauet heller ikke villige til at planlægge nye rejser til landet, fortæller produktionsdirektør Peter Nielsen.

- Vi følger uden tøven Udenrigsministeriets anbefalinger, og vi vil altid hellere være på den sikre side.

- Så derfor aflyser vi den planlagte rejse, og vi vil heller ikke planlægge nye rejser til Iran lige nu - men vi ser selvfølgelig tiden an, siger han.

Situationen i Iran og Irak er spidset til de seneste dage, efter at den iranske militærleder Qassem Soleimani blev dræbt i et USA-ledet angreb i Irak fredag. Drabet har vakt stor vrede i Iran.

Det irakiske parlament har desuden opfordret regeringen til at sende den USA-ledede koalition - herunder cirka 130 danske soldater - ud af Irak.

Det er de uroligheder, der lørdag fik Udenrigsministeriets Borgerservice til at fraråde alle ikke-nødvendige rejser til Iran.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.