Dansk rekord af ung nordjysk træner

Bo Westergård ser frem til næste sæson

Bo Wes­ter­gaard og hans far Kaj Wes­ter­gaard ar­bej­der sam­men om de man­ge ung­hes­te, der gi­ver gyld­ne løf­ter for frem­ti­den. Foto: Tor­ben Hansen

Bo Wes­ter­gaard og hans far Kaj Wes­ter­gaard ar­bej­der sam­men om de man­ge ung­hes­te, der gi­ver gyld­ne løf­ter for frem­ti­den. Foto: Tor­ben Hansen

AALBORG:Den gamle garde er i knæ, og resultaterne i år har ikke været prangende, men en stribe sprælske babytravere giver håb om lysere tider for Bo Westergård. Aalborg-træneren må give en længere pause til banerekordholderen i Aalborg, Fire Dix, og I’m Simonis Molar, der begge har været gennem mindre operationer, mens Junior Vang er i behandling for en hjertefejl, der i værste fald stopper karrieren som væddeløber. Alligevel er optimismen i højsædet hos den 27-årige træner, der har base på Stutteri Vang Hovedgård. Stalden omfatter et stort antal talentfulde 2-åringer, og i aftes satte han uofficiel dansk rekord, da han i et præmieløb tegnede sig for ikke færre end syv af de ni deltagere. - Jeg har faktisk store forventninger til alle hestene, så 2007 kan næsten kun blive en sjov sæson, siger Bo Westergård, der sammen med en flok venner selv har en part i 2-åringen Manchester. Betegnelsen præmieløb dækker over en økonomisk gulerod, som Dansk Travsports Centralforbund (DTC) siden i fjor har stillet i udsigt til hesteejerne for at stimulere tilgangen. Hvert år bevilges 3,5 mio. kr. til formålet. - Tiltaget er blevet den største succes, vi har oplevet i mange år. I fjor fordoblede vi antallet af startende 2-åringer, og tallene for i år er foreløbig også yderst positive, lyder det fra den aalborgensiske DTC-formand, Knud Erik Ravn. Totalisatorbombe Præmie- og prøveløb afvikles uden for totalisatorspillet, der i aftes bød på en sensation af rang, da den nordjyske amatør Frank Sørensen vandt 6. løb med Skive-hesten Garden Pax til 116 gange pengene. - Hesten er stærk og kunne sluttelig profitere af det hårde udgangstempo, der havde gjort favoritterne møre, forklarede Frank Sørensen. Med sejren fik han et plaster på såret efter et mislykket prøveløb med den tidligere tophest Hollywood Avenue, der ikke virkede i orden og muligvis må indstille karrieren. Bo Westergaard havde tre køreture inden for V5-spillet, men alle endte i galop, så den unge træner måtte trøste sig med sine spændende talenter.