Dansk sangerinde i USA: Gennembruddet lurer om hjørnet

Sisse Marie er endnu ikke et navn, amerikanerne kender meget til - men det kommer de til.

Dansk sangerinde i USA: Gennembruddet lurer om hjørnet

- Hvem er hun?, råber en mand fra Hawaii, mens han knap kan flytte øjnene fra scenen, hvor den danske sangerinde Sisse Marie giver en smagsprøve på, hvad det er, hun kan.

Hun står på den verdensberømte Supperclub i Los Angeles, hvor hun har fået lov at give et medley af sine hits som "Every Time (You Look At Me)" og "Kill For Your Love".

Og måske ved manden fra Hawaii ikke, hvem hun er. Men der er en sandsynlighed for, at han kommer til det.

For Sisse Marie - der i Danmark blev kendt, da hun som 15-årig vandt børnenes melodi grand prix - kæmper for at slå igennem i USA.

Men hun har ikke bare sin aalborgensiske snusfornuft, sin arbejdsglæde og talentet med sig.

Hun har også fået et amerikansk management, der gør en del af det hårde arbejde for hende.

Hendes manager, Melinda Dancil, var ikke i tvivl, første gang hun så Sisse Marie.

- Jeg kan kende en superstjerne, når jeg ser en. Og sådan en er hun. Hun har "it"-faktor, man kan sige, at hun har hele pakken, siger hun.

For Sisse Marie selv kan det godt være lidt overvældende, at der pludselig står et team bag hende, der tror så fuldt og fast på, at hun kan lykkes med sin musik i det store udland.

- Det er lidt skørt, griner sangerinden.

- Det giver vildt meget selvtillid, men nogle gange kan det også godt føles, som om de tror mere på mig, end jeg selv gør. For jeg har altid skullet kæmpe lidt med, at "Sisse Marie, det er også hende fra MGP".

- I Danmark har jeg følt, at jeg var puttet ned i en kasse, men herovre kan jeg virkelig sprede vingerne ud.

I december spillede Sisse Marie showcases for flere pladeselskaber i USA - og de meldte alle tilbage, at de var interesserede i at lande en aftale med sangerinden, der derfor har den luksus, at hun kan vælge, hvem hun helst vil skrive kontrakt med.

- Det vigtigste for mig er, at musikken er i fokus. Jeg vil ikke have et pladeselskab, der skal diktere, hvem jeg er, siger sangerinden, der om kort tid udkommer med en EP herhjemme.

Men hun bliver i USA foreløbig. For det er her, det store slag skal stå.

- Jeg er her i hvert fald de næste to-tre måneder i denne omgang. Og så må vi se, hvad der sker, smiler sangerinden.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst