EMNER

Dansk skuffelse ved Skak-OL

Armenien snuppede guldet ved Skak-OL i Dresden for næsen af sølvvinderne Israel og USA, der fik bronze i kraft af en stor sejr mod Ukraine i sidste runde. Her topstillingen efter elleve runder. 1. Armenien 19 matchpoint. 2. Israel 18 matchpoint. 3.-4. USA og Ukraine 17 matchpoint og 5.-11. Rusland, Aserbajdsjan, Kina, Ungarn, Vietnam, Spanien og Georgien 16 matchpoint. Danmark var efter ratingsnit seedet 32, men efter seks sejre, fire nederlag og en enkelt uafgjort sluttede man med 13 matchpoint som nummer 39. Danmark med Per Andreasen (Nørresundby) som eliteansvarlig landstræner stillede med GM Lars Bo Hansen, GM Peter Heine Nielsen, GM Lars Schandorff, IM Allan Stig Rasmussen og IM Jakob Vang Glud, der blev udtaget, da GM Sune Berg Hansen grundet alvorlig sygdom i den nærmeste familie måtte melde fra. Danmark startede fint med 3-1 over Belgien, der har fire internationale mestre på holdet. Herefter mødte man det stærke engelske hold og tabte 1-3. Et udvalgt hold fra det internationale døveforbund blev så slået 3,5-0,5 og 2,5-1,5 over Bangladesh med tre stormestre var også okay. Så fik man chancen mod stærke Israel, men 0,5-3,5 nederlag blev resultatet. Det var måske skidt for moralen, for i næste runde blev det til et pinligt 1,5-2,5 nederlag til Mongoliet, der uden en eneste titelholder kunne banke Danmark. Man kom dog op på springeren igen med 3-1 mod Tunesien, der stillede med en stormester og resten titelløse. Guatemala er heller ikke stærke og blev sænket 3,5-0,5 og 3-1 over kompetente Tyrkiet var glimrende og gav en endnu bedre modstander i Georgien, der da også slog Danmark med 2,5-1,5. Finland stod på menuen i sidste runde og her blev det trods ratingfavoritter på tre af brætterne desværre kun 2-2. Lars Bo Hansen med 2570 i rating scorede 6/10 og havde præstationsrating på 2630 på det svære topbræt. Peter Heine Nielsen med 2662 var med 7/10 topscorer, men spillede med TPR på 2628 ikke helt op til sit ratingtal. Han stillede dog op trods sygdom i de sidste runder, så indsatsen må godkendes. Lars Schandorff med 2520 scorede 4/9 med 2388 i TPR, og Jetsmarks Allan Stig Rasmussen med 2517 fik kun 2,5 point i seks partier og TPR på 2297, mens Jakob Vang Glud med 2444 lavede en score på 5,5/9 med 2376 som TPR. Jakobs TPR synes dog udregnet forkert på OL-hjemmesiden, og han har vist endda vundet lidt rating ligesom Lars Bo. Lars Bo Hansen var på primært Peter Heine Nielsens foranledning blevet overladt topbrættet , så han og de øvrige på holdet via remiser kunne bane vejen for matchvindende gevinster ved Peter Heine Nielsen, der endda oprindeligt før Sune Berg Hansens afbud var tiltænkt tredjebrættet. Da scorerne for Lars Bo og Peter var fine, kunne det se ud som en vellykket taktik, men det var jo mod de stærkere nationer, at taktikken skulle slå igennem og det gjorde den desværre ikke. Mod England remiserede Lars Bo med Adams med hvid, men Peter Heine tabte til Short og mod Israel fik kun Peter Heine med remis mod Avrukh holdet på tavlen, idet de andre tabte og Lars Bo gik her med hvid ned mod Gelfand. Sidste chance for taktikken kom mod Georgien, hvor Lars Bo tabte til stærke Jobava, mens de andre inklusiv Peter Heine med hvid blot delte pointet. Altså ingen "bonuspoint" mod de bedste, mens tre matchpoint grundet generel dårlig form i reste af truppen blev sat til mod Mongoliet og til slut mod Finland. Nu må man naturligvis ikke dømme holdet for hårdt. De fleste er amatører, og sejre opnået som favorit er også noget værd og har krævet en præstation. Lars Bo Hansen fik halvtreds procent udbytte mod syv stormestre og slog to af dem med sejren mod Tyrkiets superstormester Gurevich som den mest meriterende. De øvrige på holdet fik alle smagt sejrens sødme mindst en gang, og så fik Peter Heine Nielsen æren af at spille et fremragende angrebsparti mod den bulgarske IM Veselin Georgiev fra døveholdet, så her er Heine Hexerei til trøst og opmuntring. Nielsen-Georgiev 1. d4 d5 2. c4 e6 3. Sf3 Sf6 4. Sc3 Le7 5. Lg5 o-o 6. e3 h6 7. Lh4 b6 Peter satser allerede her med et bondefremstød. 8. g4 dxc4 Sorts d-bonde er i farezonen ved slag på g4, men c7-c5 var bedre. 9. Lxf6 Lxf6 10. h4 Lb7 Solidere g6, men dette er mere kritisk. 11. g5 hxg5 12. hxg5 Lxg5 13. Lxc4 c5 14. d5 Lh6 Nu skønner Peter, at en plan med lang rokade er for langsom og placerer kongen i midten! 15. Ke2 b5 Bedre var stadig ifølge Peter selv Df6, men Georgiev vil gendrive hvids spil. 16. Txh6 gxh6 17. Dh1 Kh7 Nu kom hvids tunge officerer med, og sort undgår fint 17. Dh1 Df6 18. Tg1+ Kh7 19. Se4 Dxb2+ 20. Sfd2 og hvid vinder. Peter spiller imidlertid nu forkert, idet han overser 18. Tg1 Tg8 19. Ld3+ f 5 20. dxe6 Txg1 21. Lxf5+ Tg6 22. Lxg6+ Kxg6 23. Se5+ og hvid vinder. 18. Se4 Tg8 19. Dh5 Tg6 Et godt træk. Slag af Lc4 kan besvares med 20. Dxf7+ Tg7 21. Sfg5+ Kh8 og udover afvikling til slutspil med 22. Dxg7+ kan hvid også spille 22. Dh5 med fortsat angreb. 20. Sfg5+ Txg5 Her tænkte Peter længe, men efter 21. Sxg5+ Dxg5 22. Dxf7+ Dg7 23. Ld3+ Kh8 fandt han kun evig skak, men heldigvis er der et afgørende nøgletræk,uden vel at mærke at slå sorts tårn! 21. Dxf7+ Tg7 Nu det stille træk, der vælter korthuset. 22. Df4 bxc4 23. Th1 Lxd5 På det bedre Kg8 følger 24. Dxh6 med afgørende trusler, men nu kommer det med skak. 24. Dxh6+ Kg8 25. Dh8+ Kf7 26. Dxd8 Lxe4 27. Th8 Sc6 Med pointen 28. Dxa8 Sd4+ og damen erobres tilbage, men Peter har et matangreb. 28. Tf8+ Kg6 29. Df6+ Kh7 30. Dh4+ opgivet.