Dansk soldat såret i halsen, men uden for livsfare

KØBENHAVN:To danske soldater i Irak blev søndag ramt af skud i byen Al Hartha, hvor danske og britiske soldater i fredags gennemført en større aktion for at anholde mistænkte militsledere og beslaglægge våben. Det var den første danske patrulje i byen efter aktionen i fredags. Begge danske soldater blev meldt uden for livsfare af Hærens Operative Kommando, selv om den ene blev ramt i halsen. Den anden blev ramt i armen. På forhånd havde de danske soldater ventet, at nogen ville forsøge at gengælde aktionen i fredags. Men chefen for Den Danske Bataljon i Irak, oberst Per Mikkelsen, siger, at det er nødvendigt fortsat at holde god kontakt med lokalbefolkningen gennem patruljering. - Vi skal for eksempel forklare dem, hvad det var for en operation, vi gennemførte og hvorfor, siger oberst Per Mikkelsen i en pressemeddelelse. De danske soldater fra panserinfanterikompagniet blev angrebet, da de kørte over en bro. De første skud mod danskerne var med håndvåben, som ramte de to soldater. Bagefter blev de beskudt med en raket, som kan affyres fra skulderen. Panserværnsvåbnet af typen RPG ramte hverken personer eller køretøjer. De danske soldater skød igen, men holdt hurtigt inde, da der kom en del civile til stedet og blandede sig med angriberne, oplyser Hærens Operative Kommando. De sårede soldater blev inden for en time efter angrebet fløjet med helikopter til lægebehandling på den britiske Shaiba Log Base, som den danske lejr, Camp Danevang, ligger inden for. De pårørende blev underrettet søndag. Ifølge overlæge Søren Dervig, Den Danske Bataljon, er tilstanden stabil hos begge de sårede. De kom begge hurtigt under lægebehandling, da en gruppe fra sanitetsafdelingen var med på patruljen. /ritzau/