Dansk spillefilm om Die Asta

Film 20. juni 2003 08:00

Copenhagen International Film Festival har sikret sig verdenspremieren på Torben Skjødt Jensens nye spillefilm "Afgrunden" om Danmarks første internationale filmstjerne Asta Nielsen. "Afgrunden" har hentet sin titel fra Asta Nielsens gennembrudsfilm fra 1910, hvor hun spillede sammen med bl.a. Poul Reumert. Hovedrollen som Asta Nielsen spilles af Vera Gebuhr, der dermed får sin første hovedrolle siden filmen "Møllen" fra 1943. Vera Gebuhr har medvirket i en lang række film og tv-produktioner i de mellemliggende år bl.a. i "Matador" som den forfjamskede Frk. Jørgensen og i "Riget II". På teatret har man i denne sæson kunnet opleve den nu 87-årige Vera Gebuhr i Det Kongelige Teaters opsætning af "Onkel Vanja". Rollen som den unge Asta Nielsen spilles af Vivian Nielsen, der allerede har spillet Asta Nielsen i skuespillet "Asta Die Asta", som hun selv forfattede. Vivian Nielsen har i øjeblikket stor succes på Odense Teater både som instruktør og dramatiker med opsætningen "En ikke ubetydelig historie". Den mandlige hovedrolle i "Afgrunden" spilles af Ole Lemmeke. Blandt de øvrige medvirkende i "Afgrunden" ses Lene Tiemroth i rollen som Asta Nielsens datter samt Trine Dyrholm. Instruktøren af "Afgrunden" er Torben Skjødt Jensen, der høstede mange anmelderroser for sin dokumentarfilm "Carl Th. Dreyer - Min Metier". På TV har man netop kunnet gense Skjødt Jensens spillefilm "Manden der ikke ville dø" med Lars Simonsen og Ghita Nørby.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...