EMNER

Dansk sprog eren kjøn jen

Problemet med ukorrekt sprogbrug i moderne aviser er forleden behandlet af Henning Mysager, hvis indlæg indtræder i rækken af jævnligt forekommende læserbreve og kommentarer angående samme emne - og med god grund.

Jeg har selv af og til givet mit besyv med, for som gammel dansklærer er jeg ideligt optaget af "studere" sprogets udvikling på godt og (nok mest) ondt. Der vil altid - i ethvert land og i ethvert sprog og uanset en god skolegang - være en vis andel af mennesker, der kun i ringe grad mestrer sproget, en andel, der behersker det nogenlunde, samt en andel, der er rigtig dygtige, men kun meget få, der kan deres modersmål helt perfekt. I mit skolelærerliv lærte jeg tidligt ikke at vurdere folk på, om de talte og skrev korrekt - et menneske kan have så mange andre evner og færdigheder, der er af langt større vigtighed. Men jeg har altid ment, at det måtte være et ufravigeligt krav til journalister, radiospeakere, tv-værter, skuespillere og naturligvis dansklærere, at de kunne skrive og tale det danske sprog sprog korrekt - af den simple grund at de er dét , som jeg kalder sproglige normdannere. Da jeg gik i gymnasiet i 50'erne, fik vi at vide, at forkert sprogbrug med tiden kunne blive godkendt som korrekt sprog, når det gennem 30-40 år var blevet talt af et markant flertal i befolkningen. Men problemet i dag er, at de moderne mediers gennemslagskraft er så stor, at et forkert anvendt ord, en forkert udtale eller et forkert udtryk - anvendt ("lanceret" om man vil) i tv, radio eller aviser - bliver taget i brug af folk i al almindelighed, inden der er gået tre måneder til et år. Selvfølgelig ville det være synd at udelukke en ellers velskrivende journalist, fordi han/hun måske ikke kunne stave perfekt, (det kunne H.C.Andersen heller ikke) men det klarede man i "gamle" dage ved, at avisen havde korrekturlæsere og dygtige typografer til at fange fejlene. Nu får kun computeren med alle dens menneskelige mangler lov til at gøre dette arbejde. Mysager foreslår, at journalisterne interneres i et sommerhus med en dansklærer - selvfølgelig en mulighed, som jeg dog næppe tror vil batte noget. Tillad mig at komme med et andet forslag: Enhver redaktion ansætter en person til at læse den daglige avis. (Kunne være en afdanket skolelærer!) Når han/hun falder over en stavefejl, en forkert sætning, en misforstået brug af et et ord eller fremmedord, kaldes skribenten til samtale: "Hør kære ven. Der er noget, du har helt galt fat i her. Husk at undgå denne fejl næste gang. Den vil vi meget nødigt se igen!" Tilsvarende på tv, hvor medarbejderne - tilsyneladende uhindret - får lov at gentage den samme fejl igen, igen, igen. Nogen i ledelsen må da have hørt, det er galt. Kald dog medarbejderen ind og fortæl, hvad der er galt. I "gamle" dage var det utænkeligt på radioen, at en speaker kom til mikrofonen, før man havde prøvet vedkommendes sproglige kunnen alvorligt af. For mig at se er problemet i dag, at den yngre generation af medarbejdere simpelt hen ikke ved, at de har et problem - de ved ikke, at de siger tingene forkert, ganske simpelt fordi de aldrig er blevet rettet. De har haft en skolegang, hvor "det var synd for dem" at rette dem. De kunne jo får komplekser og få ødelagt deres skriveglæde! Og nu sidder de så på vigtige poster - som sproglige normdannere - og "lærer" danskerne at tale forkert - og der er åbenbart stadigvæk ikke nogen af deres foresatte, der befatter sig med at hjælpe dem på rette vej. Jeg har opsamlet mange eksempler. Her blot et par stykker: der siges "såmænt" i stedet for "såmænd", "i sommers" (ville de også sige "i forårs"?), "en kilomet" og "centimet", "kiksekage" (kan man spise en "kikse" eller købe nogle "kikse"?) "udemærket", "parafume", "paracelhus", der findes åbenbart ingen terrorister i dag, de er blevet til teorister. Jeg har hørt "5 dsjuni" , skønt måneden hedder "juni". "Der er mange småfejls i lovteksten". Jo sandelig: det engelske er over os! Og forresten - alle i smarte journalister: Slå op i ordogen og se, at "virak" ikke betyder "stor ståhej eller postyr, men blot "(overdreven) hyldest". Det røre måske ikke redaktionen, at jeg ønsker at rører ved dette ømme punkt" - eller er man enig med mig i det skulle hedde: "Det rører ikke redaktionen, at jeg ønsker at røre ved..." Jeg mener ikke, jeg hører til de berygtede sprogrensere. Jeg er på det rene med, at sproget er levende og konstant under forandring med nye udtryk, betydningsforskydninger og ændret udtale. Jeg er indforstået med, at en profil ikke længere er en person set fra siden, men nu er et væsen, der udmærker sig særligt på sit felt ("han var kampens store profil", "holdet har kun få profiler"), at man kan have en "rimelig" stor arbejdsløshed" - selv om jeg synes arbejdsløshed altid er urimelig, at man kan have en samtale "omkring sin sygdom" og ikke bare tale "om" den. Eller at "virak" nu i flæng bruges om "stor ståhej eller postyr, omtale, opmærksomhed", selv om det bare betyder "ros, smiger - gerne overdreven eller underdanig. Men jeg har svært ved at forstå. at en butik inviterer kunderne til "at kigge forbi" - jeg troede de gerne ville have, man "kiggede ind". Jeg ved heller ikke, hvorfor man siger "farvel igen" - medmindre man da lige har sagt farvel én gang. Men nu siger man altså sådan, og det er selvfølgelig OK (eller "det er selvfølgelig i orden!") OK? Yes - OK! Er vort sprog ikke smukt?