Detailhandel

Dansk Super-marked med på gourmetbølge

Føtex og Bilka introducerer egen serie af varer med god smag

ÅRHUS:Rugbrødet og leverpostejen til hverdagsbrug skal helst være billig. Men når det bliver weekend, eller den rigtige anledning er der, betaler vi gerne en del mere for at forkæle vores smagsløg. Dansk Supermarked tager nu konsekvensen af kundernes øgede efterspørgsel efter fødevarer af høj kvalitet. Butikskæderne Føtex og Bilka går i luften med en egen serie af såkaldte gourmetfødevarer, hvor fællesnævneren er den gode smag og for manges vedkommende også den gode historie. Navnet på den nye serie er Princip! Satsningen bliver samtidig døråbner for en række nye og mindre leverandører til dagligvaremarkedet. Små leverandører - Helt små leverandører har ofte svært ved alene at løfte opgaven. Men i forbindelse med lanceringen af vores egen serie bliver de en del af en omfattende pakke, siger indkøbsdirektør i Dansk Supermarked Mogens Jensen. Han tilføjer, at serien blandt andet vil blive markedsført i Føtex’ og Bilkas salgsaviser, på mælkekartoner, i foldere og på bære-poser. En af de leverandører, som forventer sig meget af Princip!, er Bæchs Bageri fra Holstebro. Det familieejede bageri producerer en særlig rugkiks, som tidligere kun er blevet solgt gennem specialforretninger, ostegrossister og cateringfirmaer. Principserien vil fra begyndelsen omfatte 70 produkter, men vil allerede i løbet af efteråret blive udvidet med flere varer./ritzau/