Detailhandel

Dansk Supermarked solgte sidste år for 50 milliarder

ÅRHUS:Dansk Supermarked med næsten 23.000 fuldtidsansatte rundede i 2005 en omsætning på 50,6 milliarder kroner. Overskuddet blev på lidt over 1,5 milliarder kroner eller 300 millioner kroner lavere end året forinden. Omsætningen i dagligvarekoncernen satte rekord, mens faldet i overskuddet var ventet, da seneste års overskud var påvirket af frasalg af leasingaktiviteter. Dansk Supermarked, der driver Bilka, Føtex, Tøj & Sko samt Netto i både ind og udland, rundede i 2005 de 1000 butikker. Koncernen havde ved regnskabsårets udløb 1050 butikker, og i løbet af i år regner man med at åbne yderligere 100 butikker, hvoraf de fleste vil være Netto-butikker. Målt i antal er Netto-kæden den største i Dansk Supermarked med 369 butikker i Danmark og 552 butikker i Storbritannien, Tyskland, Polen og Sverige. /ritzau/