Dansk-syrisk dokumentar er nomineret til en Oscar

Feras Fayyads dokumentar "The Cave" er nomineret til en Oscar for Bedste Dokumentar.

Den syriske instruktør Faras Fayyad, der her ses ved oscaruddelingen i 2018, hvor han også var nomineret, er igen i år nomineret til en Oscar for Bedste Dokumentar. (Arkivfoto)

Den syriske instruktør Faras Fayyad, der her ses ved oscaruddelingen i 2018, hvor han også var nomineret, er igen i år nomineret til en Oscar for Bedste Dokumentar. (Arkivfoto)

HOLLYWOOD:Selv om det ikke blev til en oscarnominering til filmen "Dronningen" bliver årets uddeling af oscarstatuetter ikke fuldstændig uden dansk islæt.

Den dansk-syriske dokumentarfilm "The Cave" er en af fem nominerede i kategorien Bedste Dokumentarfilm.

Det står klart, efter at sløret blev løftet for nomineringerne til den prestigefyldte prisuddeling mandag.

Filmen er instrueret af syriske Feras Fayyad, som bor i København i Danmark, hvor han opholder sig det meste af året.

Dokumentaren har danske producere, dansk producent, danske klippere og dansk sound editor.

Den handler om en kvindelig læge, der leder et underjordisk hospital i den syriske provins Al-Ghouta.

Filmen havde dansk biografpremiere 9. januar.

Allerede inden dokumentarfilmen blev nomineret, skruede selskabet bag filmen, Danish Documentary Productions, forventningerne til dokumentaren i vejret.

I en pressemeddelelse fortalte producent Sigrid Dyekjær, at man håbede på, at filmen "kan gå hele vejen".

Uddelingen af oscarstatuetterne finder sted 9. februar i Dolby Theatre i Hollywood.

Det bliver ikke første gang, at Feras Fayyads navn bliver råbt op foran det stjernespækkede publikum til prisuddelingen.

For to år siden var han nomineret i samme kategori, Bedste Dokumentarfilm, for sin film "Last Men in Aleppo", der også er en beretning fra den syriske borgerkrig.

Dengang løb sportsdokumentaren "Icarus" med statuetten. Sidst en ikke-amerikansk dokumentar vandt Bedste Dokumentarfilm var i 2016, da musikdokumentaren om Amy Winehouse vandt kategorien.

Ud over "The Cave" er fire andre film nomineret til Bedste Dokumentarfilm. Den ene af dem, den syrisk-britisk-amerikanske "For Sama", udspiller sig også under den syriske borgerkrig.

Derudover er den nordmakedonske "Honeyland", den brasilianske "The Edge of Democracy" og den amerikanske "American Factory".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.