Dansk tegnet universitet

{ KØBENHAVN: Reykjaviks nye universitet bliver tegnet med danske streger. Henning Larsens Tegnestue har vundet konkurrencen om at tegne byens kommende universitet på 90.000 kvadratmeter. Byggeriet er i tegnestuens forslag udformet som en cirkulær selvstændig by med gader, pladser og strøg. Ifølge dommerkomitéen er det “projektets delikate strukturer og harmoni med omgivelserne, der er med til at placere forslaget i sin helt egen liga”. Med det nye universitet, Reykjavik Háskólinn, samles de nuværende spredte universitetsfunktioner til et fælles campusområde i den sydlige del af byen. Visionen er at styrke byens identitet som en levende og attraktiv uddannelsesby, der kan tiltrække studerende og forskere fra hele verden. Byggeriet går i gang i 2007 og ventes færdigt i sommeren 2015./ritzau/