Dansk tennis får sparekniv efter underskud

Dansk Tennis Forbund (DTF) indkasserede 72.000 kroner for Davis Cup-sejren over Slovenien i weekenden, men arrangementet på Havreholm Slot ved Hornbæk resulterede alligevel i et gedigent underskud for de danske arrangører. Nu er DTF tvunget til at spare penge.

- Det ender med et klart underskud efter Davis Cup-kampen. Vi havde budgetteret med et minus, men underskuddet blev større, end vi havde regnet med, siger DTF's direktør, Niels Persson til Ritzau. Selv om små 300 tilskuere dagligt så det danske tennislandshold slå Slovenien, vurderes det, at kun omkring en tredjedel var betalende tilskuere. Alt i alt vurderer, DTF's direktør, at hjemmekampen resulterede i et underskud på 600.000 kroner for de danske arrangører. /ritzau/