Terrorisme

Dansk terrorcelle optrævlet

Seks unge forberedte ifølge politimester voldelig aktion

KØBENHAVN:Fredag forsøgte politiet at samle alle brikkerne til det, der ligner en terrorcelle på dansk grund. Der foregik afhøringer og ransagninger dagen igennem, men ingen nye anholdelser. Fire unge blev sent torsdag aften fængslet af en dommer i Brøndbyerne. De er nu sat i forbindelse med to mænd, der er anholdt i Bosnien. Den ene er en ung mand med tyrkisk baggrund fra København. Ifølge den bosniske avis Slobodna Bosna var det på et tip fra den svenske efterretningstjeneste Säpo, at bosnisk politi anholdt de to unge mænd i Bosnien. Ved anholdelsen 19. oktober i Sarajevo sad de to mænd bogstaveligt talt oven på et lager af sprængstoffer og lyddæmpede skydevåben, bekræfter Glostrups politimester, Jørn Bro. - Efter min bedste overbevisning er der en bestyrket mistanke om, at de var i færd med at planlægge en terroraktion, siger Jørn Bro. Han kan til gengæld ikke bekræfte oplysninger i den svenske avis Expressen om, at den 18-årige svensker, der har montenegrinsk statsborgerskab, havde udset sig enten den britiske eller amerikanske ambassade i Sarajevo som mål for et selvmordsangreb. Ifølge Expressen har bosnisk politi beslaglagt en video, hvor den 18-årige svensker skal have bedt Gud om undskyld for, at han påtænker at tage sit eget liv som selvmordsbomber. Den amerikanske ambassadør i København, James P. Cain, roser Danmark for at gøre en indsats mod terror. På spørgsmålet om USA har spillet en rolle i den aktuelle anholdelsesaktion svarer han: - Amerikanske og danske myndigheder driver et ekstremt tæt samarbejde over hele spektret af diplomatiske, politimæssige, militære og efterretningsmæssige forhold. Men jeg ønsker ikke at kommentere på konkrete operationer, siger ambassadøren. Politiet i Glostrup gik i aktion torsdag morgen efter at de bosniske myndigheder havde fundet spor fra de to i Sarajevo, blandt andet teledata, der pegede i retning af Danmark. To af de fængslede boede i Brøndby, en i København og en på Frederiksberg. I alt blev 25 personer anholdt under aktionen, hvor politiet beslaglagde computere, mobiltelefoner, dvd'er, cd-rommer og forskellige tryksager. Desuden fandt man omkring 200.000 kroner i dansk og udenlandsk valuta. Ifølge Jørn Bro er de fire fængslede mellem 16 og 20 år og der er tale om nogle stille, indadvendte typer. - De er dybt troende og meget forpligtede, siger han i en karakteristik. I den senere tid er de blevet mere og mere radikaliserede. Selv familiemedlemmer til et par af dem var begyndte at blive nervøse over udviklingen. Ritzau talte fredag med forsvarerne for tre af de fire fængslede. To af dem oplyste, at deres klient nægtede sig skyldig, mens den tredje ikke havde nogle kommentarer. Tre af dem kærede fængslingen til Østre Landsret. /ritzau/