Dansk tilfredshed efter NATO-topmøde

NATO er levedygtig, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen (V)

BRUXELLES:Trods udsigten til en reform af Danmarks vigtigste militære alliance var både statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) udpræget tilfredse efter NATO-topmødet tirsdag. Ifølge statsministeren er Ukraines NATO-ambitioner bevis på den gamle koldkrigsalliances eksistensberettigelse. - Det blev vi jo bekræftet i ved at møde præsident (Viktor) Jusjtjenko fra Ukraine. Jeg tager det som et tegn på, at det er en levedygtig organisation, som har sin funktion og sin berettigelse også i vore dage, sagde Fogh. Udenrigsministeren afviste, at der skulle have været tale om nogen konfrontation som følge af det fransk-tyske forslag om en NATO-reform. - Der var en god atmosfære. Chirac tog ikke parti mod Bush. Jeg oplevede det ikke som en ny konfrontation, sagde Per Stig Møller og pointerede forskellen mellem EU og NATO. - EU skal kunne klare noget som regional organisation. Der er ting, amerikanerne skal være med til, og ting som amerikanerne ikke skal være med til, sagde han. Det er endnu uvist, hvad der ligger i de tanker, der kom forrige lørdag fra Tysklands kansler Gerhard Schröder. Nogen klar dansk holdning til NATO-reformen forelå ikke tirsdag. - Vi har ikke i detaljer i dag drøftet det forslag, som kansleren er kommet med. Han har præsenteret sit forslag med en meget tyk understregning af, at der ikke i hans forslag lå nogen som helst antydning af, at der ikke længere er behov for NATO. Det var meget vigtigt for kansleren at understrege, at hans forslag alene skulle ses som et bidrag til at udvikle nogle idéer til, hvordan man kan forny og forstærke det transatlantiske samarbejde, sagde Fogh, da han blev spurgt om sin holdning. Senere tilføjede han, at "NATO fungerer som en god og fast ramme om det sikkerhedspolitiske samarbejde tværs over Atlanten. Men altså... vi har jo også fra dansk side bidraget med endda 39 konkrete forslag til, hvordan vi kunne sætte positivt gang i det transatlantiske samarbejde". Disse forslag ventes imidlertid primært at cirkulere til politisk drøftelse i EU, ikke i NATO. - Egentlig nye institutioner tror jeg ikke, man vinder særlig meget ved. Vi har NATO som en ramme om det sikkerhedspolitiske, og så har vi EU-USA-topmøderne, og en løbende dialog, som ramme om et bredere samarbejde. Jeg tror først og fremmest, der er behov for, at den snak, der er over Atlanten, bliver mere fokuseret på konkrete ting, sagde Fogh. - Det er jo ikke sådan, at vi fra dansk side afviser drøftelser af, hvordan vi kan forbedre og forstærke dialogen på tværs af Atlanten. Tværtimod, vi har selv bidraget konkret, tilføjede statsministeren og vurderede Schröders melding således: - Jeg tror, hans sigte er det positive at få sat gang i en snak om, hvordan man kan forstærke den transatlantiske dialog. /ritzau/