Dansk trio vinder World Cup-guld i bueskydning

Stephan Hansen, Martin Damsbo og Mads Knudsen vandt guld ved årets tredje World Cup-afdeling i bueskydning.

Ritzau
Stephan Hansen var med til at sikre dansk World Cup-guld.
Sport 25. maj 2019 14:35

ANTALYA: Den danske trio med Stephan Hansen, Martin Damsbo og Mads Knudsen vandt lørdag guld, da årets tredje World Cup-afdeling i bueskydning blev afviklet i tyrkiske Antalya.

Undervejs blev Østrig, Mexico og Rusland slået, og i finalen blev Tyrkiet besejret med 232-230.

I finalen var danskerne ellers bagud efter de første 12 pile, men de svarede stærkt igen og bragte sig foran ned et point, da der var sendt 18 pile mod skiven, skriver DR.

Den føring holdt til sidst, og danskerne kunne fejre sejren, da Martin Damsbo lukkede en flot serie med et skud til ti point.

Mens Stephan Hansen og Martin Damsbo allerede kan bryste sig af en række flotte sejre, var det første gang, at Mads Knudsen deltog ved et internationalt stævne.

Stephan Hansen håber, at lørdagens sejr er et tegn på bedre tider efter et par magre år.

- Vi har vundet flere World Cup og VM, men i et par år har vi ikke stillet det bedste hold, da nogle skytter har villet noget andet, men nu er vi flere skytter, der satser på at komme tilbage på toppen.

- Der er VM i Holland om to uger, så vi kan jo håbe på, at denne World Cup er en god generalprøve, siger Stephan Hansen.

Han var også den ene halvdel i det danske mixhold, hvor han sammen med Tanja Jensen skød om guld i finalen mod Sydafrika. Her endte det i et knebent dansk nederlag på 157-158.

- Det blev en match af meget høj kvalitet. Oftest ville vi vinde med en score på 157 point, men sydafrikanerne ville det anderledes, siger Tanja Jensen.

- Vi prøver igen om 14 dage ved VM. Måske er det der, vi kommer helt til tops, fortsætter hun.

World Cup-stævnet i Antalya slutter søndag.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...