Turisme

Dansk turisme rammes

KØBENHAVN:En kommende Irak-krig kan komme til at koste Danmark dyrt i form af tabte indtægter fra amerikanske og japanske turister, der bliver væk som følge af krigen. Ifølge en vurdering fra Danmarks Turistråd kan regningen til dansk turisme i værste fald løbe op i en milliard kroner. Værst ramt bliver i givet fald de københavnske hoteller og København som helhed. Næsten en femtedel af turistomsætningen i hovedstadsområdet kommer fra de oversøiske turister fra primært USA og Japan. Netop disse turister er meget flittige hotelgæster, idet de stort set alle vælger at overnatte på hotel, når de besøger Danmark. - Effekten vil blive ujævnt fordelt, hvis amerikanske og japanske turister bliver væk. Hovedstadsregionen bliver hårdest ramt, mens en eventuel vækst i turismen fra nærmarkeder vil komme provinsen til gode, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør for Danmarks Turistråd. Han peger på, at de dele af branchen, der især bliver ramt, vil være hotellerne og krydstogtsrejser. - Vi risikerer at miste mellem en kvart milliard og en hel milliard kroner i indtægter, siger Lars Sandahl Sørensen, der dog samtidig minder om, at dansk turisme omsætter for hele 49 milliarder kroner. De store tab skyldes dels, at turister bliver væk, dels at de, der kommer, ventes at bruge mindre end tidligere på grund af dollarens svækkelse i forhold til de europæiske valutaer. Dermed er f. eks. Danmark blevet et dyrere land for amerikanske turister. Erfaringer fra den seneste Golf-krig viste, at amerikanernes overnatninger faldt med mere end 26 procent fra 1990 til 1991, mens antallet af japanske overnatninger faldt med knap 14 procent. Hvis turismen udvikler sig som i 1991, vil der gå 300 millioner kroner fra branchen i færre indtægter fra disse områder. Dertil kommer, at der i årene siden er kommet mange turister til fra nye markeder som Canada og det øvrige Asien. Også disse fjernmarkeder ventes berørt i form af færre, der har lyst til at rejse til Europa og Danmark. Dermed forudser turistrådet, at der kan forsvinde op til i alt 750 millioner kroner, fordi oversøiske turister holder sig væk. Dollarsvækkelsen betyder desuden, at alene de amerikanske turister vil bruge 140 millioner kroner færre end sidste år, forudsat, at de har afsat det samme budget til rejsen i dollar. Det europæiske marked, inklusive danskernes ferie i hjemlandet, står for 97 procent af alle overnatninger, og det ventes ikke at blive nævneværdigt berørt af en krig i Irak. Man kan i turistbranchen nære et lønligt håb om, at eventuel tilbagegang fra USA og Japan opvejes af, at flere turister fra lande som Norge, Sverige, Tyskland og Danmark vælger at tage en kort rejse til for eksempel Danmark. - Danmark skal have fremgang på de tre store nærmarkeder og/eller hjemmemarkedet, hvis en stor nedgang fra USA og Japan skal opvejes. Man kan også håbe på tilgang fra andre lande, men vi må bare huske på, at Danmark ikke har patent på at være et sikkert område. Det gælder også for eksempel Norge, Sverige eller Nordtyskland, siger Lars Sandahl Sørensen. /ritzau/