Dansk U21-bomber skifter til bundesligaoprykker

Marcus Ingvartsen fortsætter karrieren i tyske Union Berlin, der har hentet ham i belgiske Genk.

Marcus Ingvartsen er et godt bud på en spiller til Niels Frederiksens startopstilling mandag aften mod Tyskland. (Arkivfoto)

Marcus Ingvartsen er et godt bud på en spiller til Niels Frederiksens startopstilling mandag aften mod Tyskland. (Arkivfoto)

BERLIN:Den danske angriber Marcus Ingvartsen har fået fremtiden på plads.

Ingvartsen, der i øjeblikket er med det danske U21-landshold til EM, skifter fra belgiske Genk til tyske Union Berlin. Det bekræfter sidstnævnte på sin hjemmeside.

Danskeren har fået en treårig aftale hos klubben fra den tyske hovedstad.

- Jeg ser virkelig frem til at spille for Union. Billederne fra oprykningskampen var overvældende og meget imponerende.

- Jeg vil vise mit værd og bidrage til, at holdet får en succesfuld sæson i Bundesligaen, siger Marcus Ingvartsen.

Hos Union Berlin er sportsdirektør Oliver Ruhnert godt tilfreds med at få Ingvartsen i folden.

- Jeg er glad for, at det er lykkedes os at få Marcus til vores klub. I ham får vi en dygtig, venstrebenet spiller, som er farlig i feltet, intelligent, hårdtarbejdende og teknisk velfunderet.

- Jeg er sikker på, at han vil styrke vores hold, siger sportsdirektøren.

Union Berlin rykkede i den forgangne sæson op i Bundesligaen, og Ingvartsen får dermed mulighed for at vise sine evner i den bedste tyske fodboldrække.

Det har knebet med spilletid for 23-årige Ingvartsen, som for to år siden skiftede fra FC Nordsjælland til Genk, efter at han blev topscorer i Superligaen med 23 mål.

I den forgangne sæson blev det til 11 kampe og 1 mål på tværs af alle turneringer for den danske spydspids.

Alligevel sikrede han sig en plads i landstræner Niels Frederiksens trup, som mandag tager hul på U21-EM med en kamp mod Tyskland.

Den danske U21-landstræner glæder sig også over, at angriberen har fundet en ny klub.

- Jeg glæder mig meget over, at Marcus har fundet en ny og rigtigt spændende klub, for spilletiden var jo begrænset, hvor han var, siger Frederiksen.

- Det glæder mig også på dansk fodbolds vegne. Det er vigtigt, at de unge spillere får spilletid.

Skiftet blev forhandlet på plads, mens Ingvartsen har været i EM-lejren, men ud over en halv dags afstikker på mandagens rejsedag for holdet, har det ikke givet problemer i forhold til optakten.

Det siger landstræneren, som alligevel er glad set med sine slutrundebriller.

- Nu har han ro på, han ved, hvad han skal og kan fokusere 100 procent på det her. Det glæder mig, hver gang der falder ro på i de sammenhænge, lyder det fra Niels Frederiksen.

I Union Berlin bliver han holdkammerat med landsmanden Jakob Busk, hvis målmanden bliver i klubben efter at have siddet på bænken i hele sidste sæson.

Berlin-klubben understreger, at Ingvartsens kontrakt gælder, uanset om klubben spiller i Bundesligaen eller 2. Bundesligaen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.