Floorball

Dansk vandt B-VM

SINGAPORE: Der blev sat et solidt nordjysk fingeraftryk, da det danske kvindelandshold i floorball fik fuldt udbytte af turen til B-VM i Singapore og efter en fornem turnering vandt finalen over USA med 7-4. Samtlige syv danske scoringer blev nemlig signeret spillere fra de to nordjyske topklubber, FC Outlaws og Bulldogs FK, som også mødtes i DM-finalen i starten af maj. Laura Nurmie bragte amerikanerne på 1-0, men så kan det ellers nok være, at nordjyderne i den danske landsholdstrup tog affære. Karina Madsen fra FC Outlaws i Frederikshavn sørgede for balance i regnskabet med assist fra klubkammeraten Lise Munk, som derpå gjorde det til 2-1. Karina Madsen gjorde det til 3-2, og Lise Munk sørgede for dansk føring 4-3, før Christina Idskou fra Bulldogs FK efter endnu en amerikansk udligning bragte Danmark foran 5-4 med 13 minutter igen. Minuttet efter fuldendte Karina Madsen sit finalehattrick med scoringen til 6-4. Det tvang USA frem i en desperat offensiv, og så kunne den danske VM-topscorer Stine Jensen fra FC Outlaws score i tomt mål og slå den danske triumf fast med målet til 7-4 i næstsidste minut. Med sejren løste Danmark billet til A-gruppen, og det kunne ikke være bedre timet, eftersom både A- og B-VM næste gang afvikles i Danmark fra 12.-20. maj 2007.OM