Dansk verdensrekord i venturekapital

EMNER 10. oktober 2006 06:00

KØBENHAVN: Danmark topper listen over private investeringer i iværksættervirksomheder. Ifølge en opgørelse fra Deutsche Bank bliver der investeret, hvad der svarer til 0,40 procent af Danmarks BNP i nystartede og unge virksomheder, og dermed overgår vi lande som USA, Sverige og Storbritannien, når investeringerne måles i forhold til samfundsøkonomiens samlede størrelse. Blandt andet kapitalfonde spiller en aktiv rolle her. I USA, der ellers opfattes som et stærkt iværksætterland, ligger investeringerne på cirka 0,17 procent, mens EU’s gennemsnit er på cirka 0,11 procent. Men selv om risikovillig kapital er en væsentlig forudsætning for vækst i nye virksomheder, er der dog fortsat markant flere amerikanere end danskere, der driver egen virksomhed. Undersøgelsen fra Deutsche Bank skelner mellem folk, der starter selv, fordi de er tvunget til det på grund af arbejdsløshed, og folk der starter selv, fordi de virkelig vil, og fordi de har en god idé. Den sidste gruppe er de mest succesfulde. - Iværksættere ud fra nødvendighed er typisk langt mindre innovative og skaber mindre vækst og færre arbejdspladser, hedder det i undersøgelsen. Målt i hoveder - og med fokus på dem, der starter selv, fordi de gerne vil - er omkring 11 procent af amerikanerne selvstændige, mens det tilsvarende tal i Danmark er knap fem procent. New Zealand topper med 16 procent. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...